Dark Angel

En ung Jessica Alba som seriens heltinde, Max Guevara.

Dark Angel er en TV-serie fra år 2000 skabt af James Cameron og Charles H. Eglee. Du kender naturligvis Cameron som manden bag bl.a. The Terminator og Aliens.

Eglee og Cameron går langt tilbage. Han skrev manuskriptet til Piranha II: The Spawning, Camerons første film som instruktør. Mange år senere skrev han også Terminator: Dark Fate sammen med Cameron. På egen hånd har han produceret TV-serier som bl.a. Dexter og The Walking Dead.

Det er Jessica Albas gennembrudsserie. Hun var 18, da hun blev valgt blandt tusinde andre. Hun brugte et år på at træne kampsport, akrobatik og at køre på motorcykel for at blive klar til rollen, og hun forvandledes til en overbevisende actionheltinde.

Cykelbud og klatretyv

Hun spiller Max Guevara, der arbejder som cykelbud, men i virkeligheden er hun en genetisk modificeret supersoldat. Hun flygtede, da hun var barn, og bagmændene, som eksperimenterede med hende, forsøger stadig at finde hende.

Hun tjener lidt ekstra som klatretyv, og en dag bryder hun ind hos en rigmand, der viser sig at være en berygtet hacktivist.

Handlingen er sat i 2019, som dengang var 19 år ude i fremtiden. Det amerikanske samfund er forvandlet til et u-land efter et terrorangreb med en elektromagnetisk puls, som kortsluttede alle computere og kommunikationssystemer. Det er stadig et samfund med moderne teknologi, men kun for de rige. Det meste af befolkningen lever i fattigdom.

Som du nok kan gætte, opstår der et samarbejde mellem hende og hacktivisten. Der er masser at gøre i et samfund gennemsyret af ukontrolleret kapitalisme og korruption, og hendes evner gør hende til den perfekte oprørskæmper.

Positivt overrasket

Det er en serie fra samme tid og bølge som bl.a. Buffy the Vampire Slayer, Alias og mange andre. Den er på samme niveau, og lige som med de andre er jeg positivt overrasket. Niveauet er simpelthen højere, end jeg husker. Det opdager jeg hver gang.

Handlingen er god, skuespillet er godt, der er god spænding, og især actionscenerne byder på flere imponerende stunts, man ikke lige forventer i en TV-serie fra den tid. Enkelte steder har de snydt og speedet optagelserne i nærkampene, så hun ligner en superkvinde. Det ser ikke så heldigt ud. Men det er i småtingsafdelingen.

Hvis du ikke er fra den tid, vil du måske synes, den er håbløst forældet. Men jeg svælger i nostalgien. Det er hygge-TV med en ung stjerne i form af smukke, talentfulde, akrobatiske Jessica Alba samt mange andre kendte ansigter. Det er ikke værst.

Desværre lavede de kun to sæsoner, og du kan ikke pt. streame den nogen steder. Men den kan købes på DVD.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.