
Zoolander er en komedie fra 2001 instrueret og co-skrevet af Ben Stiller. Han er bedst kendt foran kameraet, men har også instrueret The Cable Guy og Tropic Thunder.
Derek Zoolander (Stiller) er den 3-dobbelte vinder af prisen som årets mandlige model. Men da han tror, han skal vinde for fjerde gang, bliver han slået af klassens nye, frække dreng, Hansel (Owen Wilson).
Som om det ikke var rigeligt til et tårepersende drama om storhed og fald i den mandlige model-branche, pønser den Bond-skurkagtige modeboss, Jacobim Mugatu (Will Ferrell), på noget, der gør alting meget, meget værre.
Humoren er fjollet og satirisk. Den spoofer især modebranchen, men der er også elementer fra politiske thrillere. Plottet er en skør blanding af begge dele, og den bryder næsten alle uskrevne regler og konventioner.
Ikke overraskende er den også politisk ukorrekt. Dels følger den mottoet: med stor skønhed følger stor dumhed. Men den nøjes ikke med at daske smukke mennesker i løgposerne. Minoriteterne står i kø.
Jeg aner ikke, hvordan unge ville tage imod den i dag, men jeg griner stadig. Den er ikke ondsindet, kun fjollet. Zoolander er dum, men godhjertet og nem at holde af. Det samme gælder Hansel, Matilda og alle de andre.
I skrivende stund kan du se den på Viaplay.











