Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves er et fantasy-actioneventyr fra 2023 skrevet og instrueret af Jonathan Goldstein og John Francis Daley. Sammen har de bl.a. instrueret Vacation og Game Night. Daley er desuden kendt som dr. Sweets i Bones.
Den er baseret på rollespillet af samme navn, og det er ikke første gang, det filmatiseres. Det gjorde de også i år 2000 med bl.a. Marlon Wayans og Jeremy Irons på rollelisten. Den fik hele to efterfølgere i hhv. 2005 og 2012.
De starter forfra i aftenens film. Chris Pine er barden Edgin Darvis, som mister sin hustru, da hun myrdes af onde troldmænd. Han tyr til et liv som tyv sammen med Holga Kilgore (Michelle Rodriguez), men en dag bliver de taget på fersk gerning.
Det er et godt, gammeldags actioneventyr i fantasy-genren. Et yngre publikum vil måske sammenligne den med Guardians of the Galaxy, for den følger mange af de samme takter. Men ældre filmfans ved, den slags går længere tilbage.
Den har det hele. Hekse og magikere, drager og orker, formskiftere og andre finurlige væsener. De kæmper med sværd og trolddom samt de bare næver efter behov. Du får togter i underjordiske grotter, indbrud i svært bevogtede skattekamre og dyster i monsterfyldte labyrinter.
Humoren vækker minder om de fornævnte film, og der er meget af den. Men den passer til genren og karaktererne, og den udelukker ikke følsomme øjeblikke, personlig udvikling og gode budskaber. Den kommer faktisk hele vejen rundt.
Det er en film, der kan gå begge veje. Den slags filmatiseringer falder ikke altid lige heldigt ud. Men denne her er fremragende, og jeg vil have mere.