Fluen (originaltitel: The Fly) er en science fiction-thriller fra 1958 instrueret af tysk-fødte Kurt Neumann, hvis filmografi bl.a. tæller tre af de gamle Tarzan-film med Johnny Weissmuller samt genreklassikere som She Devil og Kronos.
Dette er naturligvis originalen til David Cronenbergs Fluen fra 1986. Den var en succes og fik hele to efterfølgere i hhv. 1959 og 1965.
Selveste Vincent Price spiller en af hovedrollerne. Han er broderen til den videnskabsmand, der opfinder teleportation. Hvis du kender Cronenbergs film, ved du allerede, hvad der sker.
Men du kender ikke handlingen. Den udspiller sig nemlig ganske anderledes. Faktisk er filmene vidt forskellige bortset fra grundidéen. Den nyere film er en nyfortolkning, ikke en regulær genindspilning.
Originalen begynder med et mordmysterie og afvikles mere som thriller end gyser. Hvor Cronenberg fokuserer på selve forvandlingen efter uheldet fortalt kronologisk, begynder originalen med slutningen, dog omgærdet med større mystik. Herefter skal det opklares, hvad der egentlig er sket.
Den vækker minder om gamle detektivfilm, og det er ganske underholdende at følge hhv. Price som den uforstående bror samt den hidkaldte inspektør i afhøringen af den formodede morderske, hustruen til den afdøde videnskabsmand.
Grufuld, men hyggelig
Du får senere hele forhistorien, uheldet og efterspillet. Men den har ikke fokus på forvandlingen. 80’ernes Hollywood – og især Cronenberg – er visuelt eksplicitte, snaskede og splattede tilmed. I 50’erne havde man andre metoder.
Den er derfor ikke rigtigt uhyggelig set med moderne øjne. Historien er naturligvis grufuld i sig selv. Men man forskrækkes ikke af datidens billeder og skuespil. Selvom det er godt, er det bare en tid med mere teater og mindre autenticitet.
Jeg elsker den. Jeg elsker æraen og især genrefilmene. De er herligt naive og mægtigt hyggelige. Dette er en klassiker på alle måder. Den er uendeligt fantasifuld i en tid, hvor de stadig er milevidt fra nutidens opfindelser. Der er meget, de ikke vidste eller kunne. Men de kunne drømme og lade idéerne blomstre på det store lærred.
Det er abstrakt videnskab, helt utænkeligt dengang og endnu ikke muligt den dag i dag. Men de formår at fortælle den så klogt, at alle kan være med. Fordi vi oplever den gennem de rigtige karakterer. Ikke videnskabsmanden, men broderen og hustruen.
Der er detaljer, man kan grine af. Måske især de mere gyselige. Men jeg nød dem. Jeg morede mig på den gode måde.
