Anya Taylor-Joy som den unge Furiosa.
Furiosa: A Mad Max Saga er en post-apokalyptisk actionthriller fra 2024 instrueret og co-skrevet af George Miller. Han er manden bag alle Mad Max-filmene, helt tilbage fra den første i 1979.
Det er en prequel og et spin-off til Mad Max: Fury Road. Her mødte vi Charlize Theron som Furiosa, der forsøgte at hjælpe et harem af brude med at flygte fra den fæle Immortan Joe. Hun fik hjælp af Mad Max, som tilfældigt kom forbi.
I denne film følger vi hende fra barnsben, hvor hun lever i en frugtbar oase med sin familie. Uheldigvis bliver hun bortført af en bikerbande og ender hos den gale krigsherre, Dementus. Hun bliver en del af hans krig mod Immortan Joe, men hendes fokus er på hævn – og at finde hjem.
Episk odyssé
Det er en episk odyssé. De forrige film har dækket relativt korte tidsrum og simple plots. Nogle har nærmest være én lang biljagt. Men denne film dækker en fortælling på mange år, hvor Furiosa vokser op. Det er den første film i universet, hvor du får en fyldig oprindelseshistorie og karakterudvikling.
Vent lidt, spørger du. Hvad med den allerførste film, hvor Max Rockatansky er politimand i den moderne civilisation før det endelig kollaps? Hans kæreste myrdes, og det sender ham på et hævntogt, der forvandler ham til den Mad Max, vi kender.
Korrekt. Men det er en voksen Max, som allerede drøner rundt og bekæmper forbrydere. Det er en relativt simpel karakterudvikling. Den følger et velkendt hævnplot.
Den nye film om Furiosa dækker en større og længere rejse, hvor flere begivenheder forvandler hende skridt for skridt, både fysisk og mentalt. Det er som forskellen mellem The Punisher og Batman Begins. Rejsen i sidstnævnte, fra barn til Batman, er også tilsvarende længere og mere fyldig.
Fantastisk – på alle måder
Det gælder for prequels, at man kender destinationen. Men rejsen byder på masser af ukendte drejninger, og Dementus er en helt ny karakter. Han spilles af Chris Hemsworth, der er forbavsende god. Skør, som karaktererne ofte er i Millers Mad Max-univers. Men med mange lag og en interessant balance mellem gode intentioner og vanvid.
Scenografien er imponerende flot. Ganske vist er der ørken så langt øjet rækker, men opfindsomheden i de post-apokalyptiske kulisser, kostumer, karakterer og kampmaskiner er fantastisk.
Effekterne er efter sigende lutter praktiske. Det kan sagtens passe, da vi hovedsageligt taler om action, stuntarbejde, eksplosioner og den slags. Jeg vil dog vurdere, at han har brugt green screen-optagelser, da nogle sekvenser ser for vilde ud.
De ville næppe turde forsøge at koreografere så mange farlige stunts på én gang. Eller så voldsomme styrt sammen med tunge køretøjer og lignende.
Der er i hvert fald masser af action. Hvis du kunne lide Fury Road, bliver du næppe skuffet. Men det bedste er historien og karaktererne. Miller leverer rent faktisk noget nyt, og der er flere steder, hvor han ikke bare vælger den forventede retning.
Hård og sej kvindehelt
Er den woke? Det vil nogen synes. Skurkene er mænd, og de er brutale imod alle – også kvinder. Hun er kvinde, og hun må være både hård og sej for at overleve.
Men jeg vil ikke kalde den woke. Sådan har skurke jo altid være, og kvindehelte er ikke en ny opfindelse. Det virker ret naturligt, at det er sådan indenfor disse post-apokalyptiske rammer. Jeg synes heller ikke, den overdriver hendes formåen eller færdigheder.
Hun banker ikke bare Dementus med de bare næver. Faktisk er finalen overraskende god, fordi Miller vælger en anden løsning end den oplagte.
I det hele taget opper han sig som filmmager.
