Gemini Man er en actionthriller fra 2019 instrueret af Ang Lee, manden bag den udskældte Hulk fra 2003. Den er baseret på et 22 år gammelt manuskript, der har været på rundfart blandt adskillige filmselskaber, før det landede hos Skydance.
Will Smith er Henry Brogan, nyligt pensioneret lejemorder hos efterretningstjenesten DIA. Han kontaktes af en gammel ven og soldaterkammerat, der har foruroligende nyt om hans sidste opgave. Kort efter bliver han angrebet i sit eget hjem.
Det udvikler sig til en hæsblæsende menneskejagt mellem Brogan og agenturets nye mand. Den bedste i faget mod den nye kandidat til titlen. En god, gammel filmopskrift, dog med et tvist denne gang.
Det er en udskældt film, og det er primært manuskriptet og teknologien, der står for skud. På Rotten Tomatoes scorer den sølle 26 procent hos anmelderne. I biograferne indtjente den næppe sig selv med en omsætning på kun $173 mio. Og i filmgrupperne på Facebook har jeg kun set negative kommentarer.
Når forventningerne er i bund, bliver man ofte positivt overrasket. Den er ikke så ringe, som rygterne siger. Det er udmærket, velproduceret underholdning med masser af action og spænding. Det største problem er, der findes bedre film i de kasser, hvori den hører hjemme.
Bourne-filmene fortæller en bedre historie om en agent på flugt fra sin tidligere arbejdsgiver. Og selv Assassins er en bedre film om to generationer af lejemordere, der bekæmper hinanden. Til gengæld har den et element, de ikke har, og det er nok til at gøre den interessant.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Måske er katten ude af sækken, men for en god ordens skyld advarer jeg. Brogan er oppe mod sin egen, yngre klon. Smith spiller begge roller, og de har gjort ham yngre med CGI. Det er godt lavet, men ikke perfekt. Det fungerer dog meget bedre end Robert De Niro i The Irishman.
Det er en film i midterfeltet. Tilpas god underholdning. Fin action.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.