Ka’ du høre hvad jeg ser? (originaltitel: See No Evil, Hear No Evil) er en krimikomedie fra 1989 instrueret af Arthur Hiller. Han er også manden bag bl.a. Love Story, The In-Laws og The Babe.
Dave er en døv kioskejer, der ansætter Wally, en blind spillefugl, og det er begyndelsen på et smukt venskab, dog med visse startvanskeligheder, da de bliver hovedmistænkte i en mordsag og må flygte for at finde den rigtige morder og rense deres navne.
Makkerparret Gene Wilder og Richard Pryor har fundet hinanden for tredje gang. Første gang var Chicago-ekspressen i 1976. Anden gang var To tosser bag tremmer i 1980. Men dette er ikke tredje forsøg på at ramme plet. Det har de gjort hver gang, og det tredje pletskud er deres bedste.
Det er en komedie, og i vanlig stil er der masser af god underholdning i de to komikeres kamp med både ordensmagten og de rigtige mordere.
Deres yin-yang-agtige handicap er en spændingsskabende udfordring, men også en sjov gimmick, og de mange skøre situationer samt den ekstra dimension i deres umage parforhold er en væsentlig årsag til, den er min favorit.
Det er en film, jeg elskede som barn, og den er ikke falmet med årene. Tværtimod. Ud over de to skønne hovedpersoner var det en overraskelse at se Kevin Spacey som skurk. Da jeg dengang mødte ham igen i film som Seven og The Usual Suspects, har jeg åbenbart ikke genkendt ham.
Endelig er der Joan Severance, filmens velduftende femme fatale med de lange, smukke ben. Jeg var for ung dengang og satte alt for lidt pris på hende, men hun bidrager stort til gensynsglæden i mere end én forstand.
