Ka’ du høre hvad jeg ser?

Dave er en døv kioskejer, der ansætter Wally, en blind spillefugl, og det er begyndelsen på et smukt venskab, dog med visse startvanskeligheder, da de bliver hovedmistænkte i en mordsag og må flygte for at finde den rigtige morder og rense deres navne.

Makkerparret Gene Wilder og Richard Pryor har fundet hinanden for tredje gang. Første gang var Chicago-ekspressen i 1976, og anden gang var To tosser bag tremmer i 1980. Men det er ikke et tredje forsøg på at ramme plet. Det har de gjort hver gang, og Ka’ du høre hvad jeg ser? fra 1989 er deres bedste, synes jeg.

Det er en komediethriller, og i vanlig stil er der masser af god underholdning i de to komikeres kamp med både ordensmagten og de rigtige mordere. Deres handicap er en spændingsskabende udfordring, men også en sjov gimmick, og de mange skøre situationer samt den ekstra dimension i deres umage parforhold er en væsentlig årsag til, at den er min favorit.

Det er en film, jeg elskede som barn, og den er ikke falmet med årene. Tværtimod. Ud over de to skønne hovedpersoner, var det en overraskelse at se Kevin Spacey som skurk. Da jeg dengang mødte ham igen i film som Seven og The Usual Suspects, har jeg åbenbart ikke genkendt ham.

Og endelig er der Joan Severance, filmens velduftende femme fatale med de lange, smukke ben. Jeg var for ung dengang og satte alt for lidt pris på hende, men hun bidrager stort til gensynsglæden i mere end én forstand.

I skrivende stund kan du se den på Netflix.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *