Knock Knock er en erotisk, psykologisk thriller fra 2015 instrueret af Eli Roth. Den er et remake af Death Game fra 1974, hvori Sonda Locke, Clint Eastwoods mangeårige kæreste, spiller den ene hovedrolle. Colleen Camp, kendt fra bl.a. Clue, spiller den anden.
Evan Webber (Keanu Reeves) er ægtemand og far til to små børn. Han er arkitekt og bliver hjemme for at afslutte en arbejdsopgave, mens hustruen Karen og børnene tager på ferie. Samme aften, mens regnen siler udenfor, banker to unge, drivvåde kvinder på døren.
Han laver den gode samaritaner og inviterer dem indenfor, så de kan tørre sig og låne en iPad for at kontakte en veninde. De var på vej til fest, men er havnet i den forkerte ende af byen. Han bestiller en Uber, men ventetiden er lang. Mens de falder i snak, bliver kvinderne nærgående.
Det udvikler sig til en fæl affære a la Fatal Attraction. Jeg vil ikke afsløre alle detaljerne her. Lad os bare sige, at ægtemanden dumper den næsten umulige opgave at forsvare sit lem imod disse stædige kollaboratører. Efter den indledende akt starter den rigtige tortur.
Jeg har ikke set originalen, men et hurtigt referat fortæller mig, at handlingen er næsten identisk. Dog adskiller den sig ved at inddrage moderne teknologi og sociale medier. Der er også et par væsentlige forskelle i slutningen.
Psykologisk torturporno
Begge film kan betragtes som meningsløs exploitaion. En slags psykologisk torturporno, hvor de unge kvinder går længere og længere for at stramme grebet om deres offer. De er ikke bare nådesløse, men også psykopater. Al logik smides over bord. Han skal lide, fordi det morer dem.
Roth laver normalt blodige gysere. Han fandt det interessant at lave en film med samme kvaliteter, hvor det ikke handler om mængden af blodige effekter. Han var også fascineret af farerne ved de sociale medier, og hvor nemt det er at åbne en slags Pandoras æske til alverdens ulykker.
Man kan godt se den som en alternativ gyser. Ingen brokker sig, når en seriemorder myrder det ene uskyldige offer efter det andet. Her er opskriften ændret på flere måder, men der er fællestræk. Der er en desperat kamp for overlevelse. Blot på andre præmisser.
Den er svær at elske. På den ene side starter den godt. Den forfører dig. Den er intens, spændende og uforudsigelig. Reeves er god. Man føler med hans karakter. Men den kan også frustrere. Den manglende logik og kontinuitet i kvindernes skøre handlinger. Forklaringen kan være, at de bare er totalt gak gak. Men det er ikke altid nok.
Den deler vandene, endda i to absolutte modpoler. Nogen kalder den feministisk, andre misogyn. Jeg synes ikke, den er nogen af delene.
Feminisme eller misogyni?
Der er intet retfærdigt ved kvindernes handlinger, når de bliver så ekstreme, som det er tilfældet. Der er heller intet overgreb fra hans side, når de skal gå så langt for at forføre ham, som de gør. De er mere end blot alm. lokkeduer, og deres “straf” matcher ikke hans “forbrydelse.”
Hans reaktion på deres tortur er ikke misogyn. Sådan ser jeg det ikke. Naturligvis bliver han både vred og frustreret og senere desperat og endda hårdhændet i sin overlevelseskamp. Men det er jo ikke, fordi de er kvinder. Det er fordi, de har invaderet hans hjem og taget ham som gidsel.
Man kan kritisere meget andet. Man kan også få en god debat ud af disse perspektiver. Når film deler vandene, er det ikke altid skidt. Men jeg kan sagtens se, hvorfor nogen vil hade den, og andre vil elske den. Det handler i den grad om, hvad man ser, og hvor man lægger sit eget fokus.
Jeg ender på en bedømmelse lige over middel. Det er en oplevelse. Den har mange kvaliteter. Men den manglende logik og kontinuitet frustrerer. Der er tråde, som flagrer i vinden. Derudover havde jeg foretrukket en anden slutning.
