Kong: Skull Island er den 8. film om Hollywoods evigt populære kæmpeabe og den anden film i Legendarys MonsterVerse – et filmunivers, der foreløbig kun tæller to monstre, for den første film var Godzilla i 2014, og de to næste film er Godzilla: King of the Monsters og Godzilla vs. Kong.
Den allerførste Kong-film er klassikeren King Kong fra 1933, der udødeliggjorde skønne Fay Wray og Kong selv, naturligvis, og det seneste gensyn med den dameglade gorilla var Peter Jacksons remake i 2005. Men den nye film er et reboot, og historien er helt ny også.
Den foregår i 1973, hvor en videnskabelig ekspedition til en nyopdaget ø, samt deres militære babysittere, en helikopter-eskadrille fra Vietnam-krigen, foretager en række seismiske sprængninger og uheldigvis vækker øens gigantiske beboere. Dumt, meget dumt.
Dommedag nu?
Det er en interessant ny vinkel og en god anledning til at fylde filmens soundtrack med fede 70’er-rocknumre. Manuskriptforfatteren Max Borenstein fandt inspiration i Francis Ford Coppolas Dommedag nu, men ligheden er først og fremmest billedlig.
Selv kom jeg også til at tænke på Predator og Jurassic World, for der er lidt af den samme stemning i øens junglelandskab, hvor man følger skræmte soldater på jagt efter – eller flugt fra – forhistoriske monstre. Dermed ikke sagt, at filmen er på højde med nogen af de nævnte film, omend den kommer tættest på Jurassic World, da begge er tilpas underholdende blockbusters fra den amerikanske filmfabriks velsmurte samlebånd.
Der er masser af seværdige actionscener, og du har aldrig set Kong i kamp mod så mange helikoptere – eller mod andre forhistoriske uhyrer i denne kvalitet. Problemet er bare, at fordi det som nævnt er Kongs 8. optræden på det store lærred, føles det alligevel som om, du har set det hele før. Og der er ikke rigtigt andet, der trækker filmen op.
Det er ellers en imponerende rolleliste, der tæller veteraner som John Goodman og Samuel L. Jackson samt nye hotte stjerner som Tom Hiddleston og Brie Larson, men du når aldrig rigtigt at komme ind under huden på deres karakterer. Der mangler noget.
De forsøger også at genskabe det klassiske forhold mellem skønheden og udyret, Brie Larson og Kong – og Brie træder forgæves i giganters fodspor, for Kongs damer tæller førnævnte Fay Wray, Jessica Lange, Linda Hamilton og Naomi Watts – men det lykkes ikke, for man når ikke at forelske sig i hendes karakter.
Der er ikke nok af alt det, som skaber en rigtig god historie. Filmen er tilpas underholdende, men ikke meget mere end det.
