Love and Monsters er en post-apokalyptisk monsterfilm. Pga. Covid19 kørte den kun ganske kort i biograferne i USA i oktober 2020. Internationalt er den udgivet på Netflix.
Da Jorden trues af en stor asteroide, beslutter verdens ledere at skyde den ned med missiler. Det lykkes, men Jorden rammes i stedet af radioaktivt nedfald, og verdens dyreliv muterer og forvandles til store, glubske monstre.
Syv år senere er 95 procent af befolkningen udryddet. De få overlevende lever i bunkere og lignende. Her møder vi Joel, en ung mand, hvis evner som monsterjæger er lig nul. Men da han mister radiokontakten til Aimee, sin første, store kærlighed, mander han sig op og tager afsted på en farefuld rejse.
Manuskriptet er skrevet af Brian Duffield (The Babysitter), og filmens tone og humor minder om Zombieland. Joel er filmens fortæller, og indledningen er fortalt med humor og sjove tegninger. Men han har ikke Columbus’ (Jesse Eisenberg i Zombieland) effektive regler, og filmens monstre er – med al ære og respekt for udøde kadavere – en væsentligt større trussel.
Det er et moderne actioneventyr a la King Kong, Journey to the Center of the Earth og lignende. Selvom Zombieland er en oplagt reference pga. tonen og det post-apokalyptiske udgangspunkt, er fortællingen mere som en opdagelsesrejse i ukendt terræn med monstre.
Den er god, spændende, velfortalt, sjov og rørende. Budskabet ligger i Joels personlige udvikling under rejsen. Et klassisk budskab, jeg ikke vil afsløre, da det kan spolere handlingen. Men det virker stadig.
Du kan se filmen på Netflix.