Night of the Living Dead er en zombiegyser fra 1968 skrevet og instrueret af George A. Romero. Det er en kultfilm og den originale zombiegyser. Den bruger aldrig ordet zombie, men Romeros film er inspirationskilden, der skabte genren.
Søskendeparret Barbra og Johnny besøger deres fars grav, da de overfaldes af en vaklende type med dårlige tænder. Det lykkes Barbara at flygte til et gammelt hus, og snart får hun selskab af Ben. Huset omringes inden længe, og de barrikaderer sig.
Lige som Sam Raimis Evil Dead og John Carpenters Halloween, er det en lille, billig indiefilm med en enkel fortælling og lige så enkle, men yderst effektive virkemidler. De er alle tre blevet kultfilm.
Night of the Living Dead er den ældste af de tre og i sort/hvid. Det er både godt og skidt. Der er mange scener, hvor den har en klassisk, Hitchcock-agtig stemning, og jeg tænkte flere gange på både Psycho og Fuglene.
Men blodige zombiefilm fungerer bedst i farver. De blodige løjer er lidt for tamme, og zombierne er lidt for levende at se på. De opfører sig naturligvis som zombier, men uden dertilhørende zombie-makeup ligner det mere et rollespil på teaterskolen.
Historien er god, og der er mange fantastiske scener med masser af drama og intensitet. Det er en mesterligt udført gyserfilm. Det er kun nogle scener og detaljer, der fungerer mindre godt i sort/hvid.
Der findes faktisk flere versioner i farver, og nogle får endda stor ros for farvelægningen. Jeg ville dog alligevel tøve med at se dem. Dels er det ikke Romeros oprindelige film og vision, og trods mine forbehold ift. zombieløjerne, sætter jeg pris Hitchcock-stemningen i den øvrige film.
I skrivende stund kan du se originalen på Prime.