Man kan sige meget om de udskældte Star Wars-prequels fra 1999 til 2005, men både fans og filmgængere generelt er enige om én ting. Ewan McGregor var god som en ung Obi-Wan Kenobi. Så god, det længe har været et folkekrav at få ham tilbage igen.
Disney har lyttet. Ikke pga. altruisme og gavmildhed, men fordi fans gerne betaler for den underholdning, de kræver. Efter lidt møje og besvær og forkastede idéer og ændrede planer har de omsider valgt at hyre McGregor til en TV-serie om den legendariske Jedi-kriger.
Prinsessen kidnappes
Handlingen er sat 10 år efter den sidste prequel-film. Imperiet ruller sit brutale regime ud over den kendte galakse, og Jedierne er udryddet eller på flugt. Obi-Wan har slået sig ned på Tatooine, hvor han kan holde øje med den unge Luke Skywalker.
Men Luke er som bekendt ikke det eneste barn af Padme og Anakin. Søsteren Leia befinder sig på Alderan hos plejeforældrene Bail og Breha Organa. Men en dag bliver hun kidnappet, og så må Obi-Wan grave sit gamle lyssværd frem igen.
Det er en serie med nye og gamle fjender. Darth Vader spøger i kulisserne, mens hans håndlangere, de såkaldte inkvisitorer, jagter de sidste Jedier. Da Obi-Wan er et særligt værdifuldt bytte, vælger én af disse, en ambitiøs kvinde kaldet Third Sister, at gå solo.
McGregor er stadig god i rollen. Han er ældre, og historien er tilpasset derefter, men han får stille og roligt rystet støvet og banket rusten af de halvgamle knogler.
Store forventninger
Der er masser af god action, men der er også nogle fjollerier. Flere kritikere har f.eks. været efter flugtscenerne med 10-årige Leia, der på mystisk og langsommelig vis undslipper sine voksne forfølgere i lidt for lang tid. Det har de ret i. Det ser dumt ud.
Der er også lidt for meget ligegyldig handling, der blot trækker historien frem og tilbage. Jeg læste et sted, der findes en fan-version på 2,5 time, hvor meget overflødigt fedt er skåret fra. Den er efter sigende bedre. Jeg kan nemt forestille mig, det er sandt.
Men det er stadig en velproduceret serie og et godt gensyn med McGregor som Obi-Wan. Der er mange gode scener. Produktionsniveauet flugter med The Mandalorian og The Book of Boba Fett. Men de kom mere vidt omkring. Der var mere fortælling.
Det er udmærket underholdning med masser af Star Wars-lir til nostalgiske fans. Men den lever ikke helt op til det, man havde håbet.