Obsession er en thriller fra 1976 instrueret af Brian De Palma. Handlingen er inspireret af Alfred Hitchcocks En kvinde skygges (Vertigo) og følger en velhavende byggematador, hvis kone og datter bliver bortført og slået ihjel i et mislykket redningsforsøg. Mange år senere møder han en ung kvinde, som kunne være hans afdøde kones dobbeltgænger, og han bliver besat af idéen om at starte forfra med hende.
Et af højdepunkterne er en ung John Lithgow i rollen som byggematadorens bedste ven og kollega. Byggematadoren selv spilles af Cliff Robertson – et valg De Palma siden har fortrudt, da han ikke føler, at Robertson var i stand til at udtrykke karakterens enorme smerte. Jeg er enig med ham, men jeg vil ikke sige, det trækker meget ned.
De Palma er ofte inspireret af Hitchcock, og nogle af hans bedste film er et resultat af hans dyrkelse af den gamle mester. Obsession er ingen undtagelse, men en velskrevet thriller – ikke perfekt, men veludført og tilpas spændende, dramatisk og endda romantisk på sin egen ildevarslende måde. Alt i alt en underholdende thriller med et overraskende tvist, som jeg kun delvist gættede.