Olsen-bandens flugt over plankeværket er en dansk krimikomedie fra 1981 instrueret af Erik Balling efter et manuskript af ham selv og Henning Bahs. Det er den 12. og næstsidste af de oprindelige film.
Egon Olsen er atter blevet løsladt, og denne gang har han planlagt bandens uigenkaldeligt sidste kup. Han vil nemlig aldrig mere tilbage, da fængslets nye inspektør overvejer at få ham indlagt på den lukkede afdeling.
Det er derfor ikke deres største kup nogensinde. Det er vigtigere, det er nemt og lige til at gå til. Det må ikke gå galt. Men det gør det naturligvis alligevel. Bang Johansen pudser Bøffen på Egon, og så må Benny og Keld træde til, som de plejer.
Det udvikler sig faktisk til seriens hidtil største tagfat om en rød kuffert. Historien ender nemlig ikke i denne film, men først i den næste, Olsen-banden over alle bjerge!, hvor de jagter kufferten hele vejen til Paris.
Fornøjeligt forspil
Det er bl.a. her Benny forveksler det danske nu med det franske nu (“nøgen”) og ender i favnen på en frisk dame. Det grinede jeg meget af som knægt, men jeg vidste nok ikke rigtigt, hvad de lavede.
Onde tunger vil formentlig hævde, at Balling og Bahs trækker tiden en anelse i denne første halvdel af bandens sidste (igen) bedrifter. I hvert fald er Bøffens rolle vokset, da han får fat i Egon hele tre gange og næsten når at seriemyrde ham.
Der er masser af gode, fornøjelige scener og karakterer, men naturligvis er det hele set før på dette sene tidspunkt. Jeg morede mig som altid, men det er et langt forspil til den 13. film, og det må trække lidt fra. Men kun lidt.
