One Battle After Another er en thriller fra 2025 skrevet og instrueret af Paul Thomas Anderson. Han er manden bag bl.a. There Will Be Blood og Boogie Nights. Den er inspireret af forfatteren Thomas Pynchons Vineland fra 1984, som handler om oprørsbevægelserne i 1960’erne og frem.
Leonardo DiCaprio er Pat Calhoun, kaldet Ghetto Pat, en militant frihedskæmper og bombemand. Han forelsker sig i oprørslederen Perfidia Beverly Hills, og snart er de i lykkelige omstændigheder. Skæbnen vil, at hun bliver snuppet og sladrer om alt og alle for at redde sig eget skind. Pat må flygte med deres nyfødte datter.
Seksten år senere lever han og datteren i skjul under nye navne. De opspores af en ærkefjende fra Pat og Perfidias fortid, der ser dem som en løs tråd, han er nødt til at udrydde for sin egen karrieres skyld. De må atter flygte og kæmpe for deres liv.
Selvom inspirationskilden er årtier gammel, er temaet højaktuelt. Immigration, klasseskel og hvidt herredømme er stadig brandvarme kartofler i frihedens og demokratiets selvudnævnte og ekstremt hykleriske højborg. Instruktøren sætter muligvis tingene en anelse skarpere op, men det er nemt at genkende retorikken, holdningerne og hadet.
Man kan kalde den woke. Meget woke endda. Men den prædiker ikke. Den fortæller. Den maler billeder. Den opbygger en baggrundskulisse, hvori den smider en hæsblæsende thriller med både masser af spænding og action. Nogen kalder den Andersons mest tilgængelige film, og det er ikke helt forkert.
Herligt kaotisk og uforudsigelig
Jeg har faktisk kun set én anden film af ham. Det er førnævnte Boogie Nights, der handler om pornostjerner. Han forsøger altid at lave noget nyt, og den gennemgående tråd er, at det godt kan blive anderledes, mærkeligt, endda prætentiøst.
Fællesnævnerne i de to film, jeg nu kender, er karaktererne og historieopbygningen. Han følger ikke de sædvanlige tre akter, men lader handlingen udvikle sig mere naturligt og kaotisk. I dette tilfælde er titlen godt ramt. Det er en kamp efter en anden. Det kan minde lidt om, hvordan børn fortæller. Så skete der det. Og så skete der det. Og så videre.
Det er ikke ment som en kritik. Når det fungerer, er det herligt uforudsigeligt. Desuden immiterer det bedre virkeligheden, hvor tingene ikke altid løser sig i tre akter.
Hans største styrke er karaktererne. Her træder han fodspor på filmmagere som Quentin Tarantino og Guy Ritchie. Han skaber karakterer med visse særtræk. Han bruger gerne sort humor. Nogle af birollerne er næsten bedre end nogle af hovedrollerne. Glæd dig til Benicio del Toro. Han fortjener næsten sin egen spin-off-film.
Det er en forygende film, der både underholder, men også har dybde og noget på hjerte.
