Så er det sørme blevet oktober igen – julemåneden for gyserfans – og jeg starter ud med en gammel yndlingsmester, Stephen King. Jeg har læst ham, siden jeg var en stor knægt, og han har holdt mig vågen utallige nætter i næsten 30 år.
Pet Sematary, også kendt på dansk som Ondskabens kirkegård, er en af hans mange, mange filmatiseringer, og i år, hvor filmen fejrer 30 års jubilæum, har de lavet et remake med bl.a. John Lithgow. Den har jeg ikke set endnu, men jeg har kastet mig over originalen.
Louis Creed er en ung læge, der flytter til en lille by sammen med sin smukke hustru og deres to børn. Deres nye hjem ligger i den skønneste natur, men skovene omkring dem gemmer på en mørk og dyster hemmelighed, og da deres nye nabo tager dem med på en vandretur til en dyrekirkegård skabt af egnens børn, bliver det starten på en makaber deroute.
Jeg husker, at jeg ikke var ubetinget tilfreds med filmen, da jeg så den første gang. Min holdning var dengang, at Kings bøger ofte kun blev til billige gyserfilm, der ikke nåede bøgerne til støvlesnuderne. Men jeg har siden oplevet flere gode gensyn, og Pet Sematary er ingen undtagelse.
Ikke så ringe endda
Det er stadig en billig film, og der er mange temaer i bogen, som instruktøren Mary Lambert og skuespillerne Denise Crosby (Star Trek: The Next Generation) og Dale Midkiff ikke formår at formidle lige så effektivt som Kings fyldige roman – heller ikke selvom mesteren selv har skrevet manuskriptet. Men årene har modnet mig og finpudset mine filmkiggerevner, og jeg må have tilegnet mig en bedre sans for detaljerne, for jeg kan se nu, de virkelig har forsøgt at få det hele med.
Naturligvis kæmper alle filmatiseringer mod, at bogen bare er bedre, og det gælder også denne gang. Men jeg var tilsyneladende mindre tilgivende som teenager. Nu synes jeg, det er en hæderlig konvertering. Ikke perfekt, men ikke så ringe endda. En fin gyser og en god start på oktober 2019.
