Sharon Stone og Steve Guttenberg.
Police Academy 4: Citizens on Patrol er en komedie fra 1987. Hele holdet er endnu engang tilbage, og opskriften er sørme også den samme. Stort set.
Kommandant Lassard har fået en god idé. Fordi politiet ikke kan være overalt, skal borgerne trænes, så de kan varetage politiopgaver, når behovet opstår. Det fører til en ny omgang usædvanlige rekrutter.
Mauser, holdets ærkefjende i de to forrige film, er ude (efter eget ønske) og kaptajn Harris fra 1’eren er tilbage. Proctor følger trofast med. Der er stadig ingen forklaring på, hvordan disse ærkefjender bytter plads og stilling efter behov ift. filmens plot. Men pyt.
Mahoneys flirt er denne gang selveste Sharon Stone, som endnu ikke havde fået sit store gennembrud. Hun er sød og 80’er-agtig, men der er groft sagt lige så lille forskel på disse blondiner fra film til film, som der er på førnævnte Mauser og Harris.
Det er dog Bobcat Goldthwait, som løber med det romantiske subplot denne gang. Han møder nemlig en sød, semi-quirky pige blandt de nye rekrutter, og pludselig er de dus.
Humoren er den samme, og de fleste scener er variationer over tilsvarende scener i de tidligere film. Det stikker mere og mere i øjnene for hver film, jeg genser.
Men der er enkelte overraskelser og mindre guldkorn samt en stor, stor finale. Nok den største i hele serien. Ballonskippere og luftakrobatik. Indiana Jones møder James Bond. Det er vildere end forventet.
Under alle omstændigheder er det en søndagshyggefilm. Man sidder ikke for alvor og tænker: sikke noget lort.
