George Gaynes og Christopher Lee – de to kommandanter.
Så nåede jeg omsider til det sidste kapitel i denne syvfoldige saga. Trods svingende kvalitet har jeg faktisk hygget mig.
Denne gang går turen til Moskva, hvortil kommandant Lassard og et mindre udpluk fra det oprindelige hold inviteres for at hjælpe med at bekæmpe en russisk gangster, som har skabt et yderst vanedannende videospil.
Tackleberry, Jones og Callahan udgør de sørgelige rester. Hvis du ikke husker dem af navn, er nøgleordene våben, lyde og store bryster. Deres kollegiale nemesis, kaptajn Harris hænger også på, men han har mistet sin uduelige assistent, Proctor.
De forsøger at opveje tabet med en ny kadet a la Mahoney. En ung, charmerende fyr spillet af Charlie Schlatter. Nogen vil huske ham som TV-udgaven af Ferris Bueller.
Han får yndigt, romantisk selskab af Claire Forlani, kendt fra bl.a. Mallrats og Meet Joe Black. Hun spiller en ung, russisk officer.
Ron Perlman er den russiske gangster, Konstantin Konali, og selveste Christopher Lee er Lassards russiske modstykke, kommandant Aleksandr Nikolaevich Rakov.
Bedrøveligt lavpunkt
De nye karakterer er en blandet affære. Perlman er såmænd fin. Stakkels Lee er desværre kun en glorificeret cameo. Forlani er sød. De øvrige er enten for fjollede eller ligegyldige.
Selvom de tilbageværende betjente stadig har en vis charme, er nogle mere savnet end andre. Især Harris og Proctor havde god kemi. Det er ikke helt det samme, når Harris må klare sig selv. Han har brug for nogen, at hundse rundt med.
Forgængeren, altså den sjette film, overraskede positivt ved gensyn. Det gør 7’eren ikke. Den er dum og plat. Der er langt i mellem snapsene. De ender hele franchisen på et meget bedrøveligt lavpunkt.
Det er ikke bare det, at rotterne forlader skuden, eller at tiden er løbet fra den. Den er på alle parametre ringere og mindre opfindsom end de bedste forgængere. Genbruget har omsider nået udløbsdatoen.
