Red Planet

Red Planet er en science fiction-thriller fra 2000 instrueret af Antony Hoffman. Hans karriere består primært af reklamefilm, og det ændrede Red Planet ikke på, da den floppede hos både anmeldere og publikum.

Handlingen er sat i år 2025. Jorden er overbefolket, og menneskeheden forbereder sig på at kolonisere Mars. Kate Bowman (Carrie-Anne Moss) leder den første bemandede ekspedition til den røde planet.

Missionen udvikler sig katastrofalt. Jeg vil ikke afsløre flere detaljer, men lad os bare sige, at alt, der kan gå galt, går galt. Det, der skulle være en opdagelsesrejse, forvandles til en overlevelsestur.

Katastrofefilm i rummet

Det primære kritikpunkt er karaktererne. Selvom vi lærer dem at kende på vej til Mars, er de ikke særligt interessante. De er næsten for professionelle. Der mangler nogle farverige typer a la enheden i Aliens.

Roger Ebert beskrev den bedst: “Filmens styrke er ikke psykologisk dybde og komplekse relationer, men de kloge hoveders forsøg på at tænke sig ud af en kasse, som bliver mindre og mindre.”

Det er netop derfor, jeg tænker: Den er da ikke så ringe. Jeg er selv mere til Star Trek end Star Wars, hvis jeg skal vælge. Jeg kan lide science fiction, hvor karaktererne skal løse problemerne videnskabeligt.

Derfor går jeg imod strømmen. Det er en velproduceret katastrofefilm i rummet. Der er rigeligt spænding og endeløse udfordringer i handlingen. Jeg var godt underholdt.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.