Spectre er en spionthriller fra 2015 instrueret af Sam Mendes (Road to Perdition, American Beauty, Skyfall). Det er den fjerde Bond-film med Daniel Craig, og den 24. i alt.
Bond er på mission for den tidligere M (Judi Dench), der efterlod en besked, før hun døde. Han kommer på sporet af Spectre, en international terror-organisation, hvis mystiske leder er et spøgelse fra Bonds egen fortid.
Det er en af de mere udskældte Bond-film. Men jeg vil starte med det positive. Åbningsscenen er superfed. Den foregår i Mexico City under fejringen af De Dødes Dag. Karnevallet er i fuld gang, og det vækker minder om tidligere tiders Bond-eventyr under sydamerikanske himmelstrøg.
Bond er lig med spektakulær action, og den får du masser af. Nærkampe, skuddueller, biljagter og meget andet lir. Heriblandt en gigantisk fjende i form af Dave Bautista, den tidligere wrestler, som uden vanskeligheder overgår den ellers så muskuløse Craig.
På kvindesiden er der som altid nyt blod, men også en gammel kending. Monica Bellucci er en italiensk skønhed med adskillige mindeværdige roller på bagen. Men filmens primære Bond-pige er franske Léa Seydoux, kendt fra bl.a. Inglourious Basterds og The Grand Budapest Hotel.
Blofelds snublende comeback
Bag kulisserne skete der det, at Eon, som ejer filmrettighederne til James Bond, endelig fik Spectre og bagmanden Blofeld tilbage. Disse havde i mange år tilhørt medforfatteren til Thunderball. Men han døde i 2006, og familien indgik en aftale om rettighederne i 2013.
I ekstase over dette er Eon desværre gået lidt amok. Filmen nøjes ikke med at re-introducere den gamle Bond-skurk, men omskriver hele historien således, at han har trukket trådene i alle filmene. Alt, der nogensinde er overgået Bond, er Blofelds fortjeneste. Alt sammen hævn for en indbildt ugerning i deres barndom.
Det er filmens akilleshæl. Den går for vidt i sin iver for at opbygge Blofeld. Det er ikke nødvendigt, og det ugler noget, der allerede fungerede. Et nyopfundet forhold mellem Bond og Blofeld er et skoleeksempel på, hvad kritikere mener, når de kalder noget forceret.
Der er også andre kluntede fodfejl i handlingen. Men jeg vil ikke kede dig med alle detaljerne. Du kan få nogle ledetråde. Den neurologiske tortur og det kryptiske farvel.
Det er synd og skam, for den øvrige film er god, gammeldags Bond-underholdning på et særdeles højt niveau. Mendes leverer meget af det, der var så godt i Skyfall. Men i forsøget på at overgå sig selv, snubler han.
