Sam Raimis Spider-Man er den første filmatisering af Marvel-forlagets mageløse murkravler til det store lærred. Filmen forvandlede den skvulpende superhelte-bølge til en stormflod og sikrede Marvel-drengene en kassesucces, der tillod dem at vokse støt og nå til det punkt, hvor de kunne starte MCU.
Raimi er naturligvis manden bag Evil Dead-filmene, men han har også begået Darkman i 90’erne, en horror-agtig superheltekarakter, der ligner trinbrættet mellem de to genrer. Han er et fantastisk godt valg til Spider-Man, hvis univers og skurke-galleri har et naturligt element af uhygge.
Faktisk udgav Marvel horror- og ungdomsserier, før de kastede sig over superhelte. De selvsamme genrer, der smelter sammen i gyserfilmene, hvor Raimi startede. Og inspirerer Marvels eget superhelte-univers. Raimi er i virkeligheden det mest oplagte valg, man kan tænke sig.
Fantastisk superhelte-eventyr
Filmen er en oprindelseshistorie. Nogle detaljer afviger fra tegneserierne, men i store træk er den som taget ud af de gamle hæfter. Peters forvandling, brydekampen, røveren, han undlader at stoppe, og onkels Bens død. Det er den klassiske fortælling fra den allerførste udgivelse. Krydret med nye detaljer og opdateringer, jovist. Men den er for Spider-Man, hvad Richard Donners Superman var for Kryptons sidste søn.
I dag findes der flere versioner på det store lærred, og nye generationer kan vælge deres egen favorit. Ikke alle ser tilbage på Raimis film og Tobey Maguires præstation med samme begejstring. Men han er min første biograf-Spider-Man. Min Christopher Reeve. Min Sean Connery. Altså i Spider-Man-regi.
Jeg elskede filmen dengang, og den holder stadig. Det er et fantastisk superhelte-eventyr med action, humor, spænding endda uhygge og romantik. En medrivende, rørende historie, der stadig trækker i nervetrådene. Perfekte præstationer fra en perfekt rolleliste. En af genrens bedste film, ganske enkelt. Blandt Spider-Man-film er den kun overgået af sin egen efterfølger.
