Spider-Man er tilbage i den første efterfølger til Sam Raimis succesrige superheltefilm om den murkravlende Marvel-helt. To år er gået, og livet er ikke blevet lettere for Peter Parker. Han lever efter onkel Bens ord om store kræfter og stort ansvar, og det går ud over hans studier og venskaber.
Mens byen elsker Spider-Man trods J. Jonah Jamesons evindelige smædekampagner, er han på tynd is hos både Harry og Mary Jane. Og som om det ikke var rigeligt, venter den næste superskurk i kulissen: en anden gammel kending fra Spider-Mans skurke-galleri, Doctor Octopus.
Perfekt 2’er
Det er både en klassisk 2’er og et skoleeksempel på den perfekte 2’er. Der er større, længere og vildere actionscener, og fordi det er en superheltefilm, er der også større heltegerninger, hvor værre trusler afværges, og flere mennesker reddes.
Men den undgår fælderne, f.eks. at gange op på antallet af skurke. Og den gør samtidig det vigtigste for en god 2’er, nemlig at fortsætte og udbygge historien frem for at gentage opskriften fra den første film.
Handlingen og plottet er en fantastisk fortælling. Peter er ikke bare en superhelt, men også en ung mand, der kæmper på alle fronter. Han er drevet af sin enorme ansvarsfølelse og plaget af sin samvittighed og hemmelighed. Hans egne ønsker og drømme er ikke en del af ligningen, og han er langsomt ved at miste alt, der betyder noget.
Tragedie, drama, kærlighed
Det er ikke bare en superheltefilm, det er også et rigtigt godt, menneskeligt drama. En tragisk kærlighedshistorie . En fortælling om at miste og finde sig selv. Om at gøre det rigtige. Om det, der gør livet værd at leve. En stor, bevægende mundfuld, der sætter sig som en klump i halsen. Den rummer meget, men den kan bære det.
Raimi har næsten taget et skridt væk fra sig selv. Den første film havde mere humor og endda en smule uhygge. 2’eren indeholder de samme elementer, men de fylder mindre. Dramaet har fået et ordentligt nøk opad. Men det klæder filmen og fortællingen. Det er en af de bedste superheltefilm nogensinde af samme grund.
