I 1977 opsendte NASA rumsonden Voyager 2 for at udforske solsystemet, og den medbragte en guldplade med en introduktion til Jorden og en åben invitation til alle de intelligente rumvæsener, den måtte møde på sin vej igennem verdensrummet.
Men da et rumvæsen tager imod invitationen, bliver han i stedet beskudt af den amerikanske regering. Han styrter ned i Wisconsin, og her møder han enkefruen Jenny (Karen Allen), der hjælper ham med at undslippe myndighederne og nå frem til et aftalt mødested, hvor han kan blive samlet op af sine rumvenner.
Det er en romantisk science fiction-thriller instrueret af John Carpenter, og den kan kort beskrives som E.T. for et ældre publikum. Faktisk blev projektet fravalgt af flere instruktører pga. lighederne – de ønskede simpelthen ikke at konkurrere med Spielbergs hit.
Da bolden landede hos Carpenter, besluttede han at fokusere på forholdet mellem de to hovedpersoner – ikke mindst fordi han ønskede at være kendt som mere end bare en visuelt eksplicit filmmager.
Rørende science fiction-thriller
Den blev ikke et stort biografhit lige som E.T., men anmelderne elskede den, og Jeff Bridges blev nomineret til både en Oscar og en Golden Globe for sin rolle som det strandede rumvæsen.
På Rotten Tomatoes scorer den 85 procent. Legenden Roger Ebert gav den 3 ud af 4 stjerner og beskrev den således: “Starman har potentialet til at være en rigtig fjollet film, men de to hovedpersoner har så stor sympati for deres roller, at filmen forvandles til en af årets mest rørende kærlighedshistorier.”
Det er svært at være uenig med den gode hr. Ebert, for det er en sød og rørende film om sorg og kærlighed, og selvom det er en atypisk Carpenter-film, er det et af hans bedste værker. Den har visuelle effekter og spænding, som man med rette kan forvente af en science fiction-thriller, men det er forholdet mellem Jenny og Scott, der løfter den og gør den til en rigtig god filmoplevelse.
