Tank Girl er baseret på en britisk tegneserie skabt af Jamie Hewlett og Alan Martin i 1988. Førstnævnte har også skabt Gorillaz sammen med Damon Albarn, forsangeren fra Blur.
Filmen er instrueret af Rachel Talalay, der også instruerede Freddy’s Dead: The Final Nightmare. Rollen som titelfiguren og anti-heltinden med den store kanon er gået til Lori Petty (Point Break), og hendes makker, Jet Girl, er Naomi Watts (King Kong, Eastern Promises). Skurken er selveste Malcolm McDowell (A Clockwork Orange).
Den foregår i 2033 i en post-apokalyptisk fremtid, hvor et meteornedslag har fucket Jorden godt og grundigt op og gjort vand til en mangelvare. En ondsindet organisation med et uopfindsomt navn, Water & Power, sidder tungt på ressourcerne og myrder eller slavebinder de få, der stadig er frie.
Vores heltinde, kampvognspigen, vil naturligvis ikke finde sig i den slags og kæmper imod på sin helt egen uortodokse facon med hjælp fra sin teknologi-kyndige følgesvendinde og en flok genetisk modificerede supersoldater.
Vanvittig satire
Det er en temmelig skør komedie. Jeg kender ikke tegneserien, men der er adskillige animerede segmenter i filmen, og kildematerialet ser ud til at være lige så skørt. McDowell har endda sammenlignet sin oplevelse med A Clockwork Orange, og der er noget om snakken. Selvom det i udgangspunktet er vidt forskellige film, er Tank Girl tilsvarende absurd i sin udtryksform. Det er vanvittig satire.
En nyere og mere oplagt reference er Harley Quinn. DC-universets skøre semi-skurk/anti-heltinde er næsten en tro kopi af Tank Girl, især Margot Robbies moderne punk-udgave. Begge karakterer joker og improviserer sig gennem deres eventyr, og det er mere held end forstand og faktiske færdigheder, der sikrer dem sejren i sidste ende. Dog skal de have den kredit, deres kompromisløse gåpåmod også hjælper dem godt på vej.
Det er faktisk svært at beskrive Tank Girl uden at beskrive Harley. De kunne være tvillinger. Altså deres personlighed. Deres baggrund og verden er vidt forskellig.
Filmen er også væsentligt mere skør end Harleys solofilm. Altså Birds of Prey. For Harley er en skør karakter i en relativt normal verden. Men Tank Girl er en skør karakter i en lige så skør verden. En post-apokalyptisk fremtid, der bedst kan beskrives som en blanding af Double Dragon og Mad Max.
Det er en mærkelig film, og man griner sjældent af den absurde komik. Men den er ikke kedelig, og det er bestemt en oplevelse, man bør tage med, hvis man er filmnørd og i humør til noget usædvanligt. Den kan et eller andet, og jeg vil belønne den med syv hjerter.