The Cell er en psykologisk science fiction-fantasy-gyser fra 2000 med Jennifer Lopez som en børnepsykolog, der arbejder på et projekt, hvor de forbinder hende til en komatøs dreng, og hun træder ind i hans sind for at hjælpe ham med at finde vejen ud.
I mellemtiden jagter FBI en seriemorder med syv ofre på samvittigheden. Da de finder ham, er han katatonisk, ramt af en sjælden form for skizofreni, så de rekrutterer Lopez for at træde ind i hans sind i håbet om, hun kan finde ud af, hvor hans seneste offer er gemt.
Det er en visuel godbid for gyserfans. Den er fuld af skræmmende og ofte modbydelige scener, både i virkelighedens verden og især i psykopatens eget sind. En film som Hellraiser blegner næsten ved siden af.
Vincent D’Onofrio er tilsvarende ubehagelig i rollen seriemorderen. Han er ækel på alle måder. Måske en af de mest skræmmende seriemordere i film. Tættere på Buffalo Bill end Hannibal Lector, og klammere end dem begge til sammen. På den “gode” (syge) måde.
Førnævnte Hellraiser og A Nightmare on Elm Street kan være inspirationskilder. Men de er begge gysere i en mere campy kategori, B-filmsagtige og med glimt i øjet. The Cell hører til i kassen med The Silence of the Lambs.
Man kan diskutere, om Lopez og Vince Vaughn er de bedste valg i rollerne som børnepsykolog og FBI-agent. Hun er ingen Jodie Foster, og han er ingen Edward Norton. Men resten er så godt, at de ikke kan trække den ned.