The Dark Knight Returns – udgivet på dansk i 1990 som Nattens ridder vender tilbage – er en kontroversiel, men også populær Batman-historie af tegneserieskaberen Frank Miller, der har opnået bred anerkendelse og status som et litterært mesterværk og en af de bedste tegneserier nogensinde.
Den udkom i 1986 i USA, og den var – sammen med Alan Moores Watchmen – begyndelsen på tegneseriemediets moderne tidsalder – også kaldet den mørke tidsalder, fordi historierne blev mere dystre og mindre børnevenlige.
Pensioneret Batman
Millers historie foregår i et alternativt tegneserieunivers, hvor Batman er blevet ældre og ikke har været aktiv siden Jason Todds død 10 år tidligere. Men en nærdødsoplevelse i en racerulykke vækker de indre dæmoner til live, og selvom hans gamle ærkefjender er spærret inde på Arkham, er der masser af friske, unge kriminelle, han kan baske, smaske og klaske.
Et af kendetegnene ved den nye tidsalder, hvoraf både Miller og Moores værker er skoleeksempler, er dekonstruktionen af superheltene. Begge skabere forsøger at lægge tidligere tiders naivistiske tankegang i graven og forvandle de fantasifulde karakterer til mere menneskelige og nuancerede individer på både godt og ondt.
Ophedet mediedebat
Af samme grund er Batmans egen sindstilstand et gennemgående tema i historien, og hans gerninger er genstand for en ophedet mediedebat og stor politisk uenighed. Miller forsøger at mikse fantasi og virkelighed, og resultatet er en fantastisk historie, der trodser tidens tand og stadig er kraftfuld og relevant i dag.
Hvis jeg anmeldte tegneserien, ville den få alle 10 hjerter. Jeg er vild med historien og dens alternative vinkel på og dekonstruktion af tegneserie- og superheltemytologien samt hovedpersonen. Men nu skal det handle om filmatiseringen.
Den udkom i to dele i 2012 og 2013, og den lægger sig så tæt op af tegneserien, at de næsten burde have krediteret Frank Miller som manuskriptforfatter.
På et tidspunkt sad min filmmakker og læste med i tegneserien imens, og han kunne bekræfte, at dialogen var identisk. Bob Goodman, der er krediteret som manuskriptforfatter, har haft en rigtig nem dag på kontoret, for bortset fra enkelte omrokeringer i scenernes kronologiske rækkefølge og få steder, hvor indre monolog er skrevet om til ydre dialog, er historien taget direkte fra tegneserien.
Tæt på originalen – trods alt
Visuelt er forskellen også minimal. Jeg ville ganske vist ønske, at de havde gjort tegnestilen lige så rå og upoleret som Millers egen stil, men jeg anerkender, det havde været mere tidskrævende og besværligt, og jeg kan stadig genkende utroligt mange scener fra tegneserien. De har nærmet sig så meget, de kunne – og det sætter jeg pris på.
Som du måske ved, hvis du har læst mine anmeldelser af Ghost in the Shell og Batman: The Killing Joke, kan jeg godt være en anelse kræsen, når det gælder animationsfilm. Men jeg synes, at animationen i The Dark Knight Returns er tilpas levende, og farverne er gode og dynamiske.
Peter Weller, bedre kendt som RoboCop, lægger stemme til Batman, og det gør han godt, når han holder sig til en lavmælt, brummende tone. Et enkelt sted hæver han stemme, og her bliver han en anelse lys. Men ellers er jeg fint tilfreds.
Den får ikke en topkarakter, for jeg vil stadig bedømme den som en animationsfilm, og hvis jeg sammenligner den med f.eks. Incredibles 2 og Spider-Man: Into the Spider-Verse, så er der trods alt en niveauforskel. Men den fortjener otte hjerter, for jeg var godt underholdt, og jeg fik mere, end jeg forventede.
