The Fisher King er et komediedrama fra 1991 instrueret af Terry Gilliam. Han er det amerikanske medlem af Monty Python og debuterede som instruktør, da de lavede The Holy Grail. Siden har han lavet film som Brazil, Time Bandits og 12 Monkeys.
Jeff Bridges spiller en kontroversiel radiovært a la Howard Stern. Han er provokerende og populær, og Hollywood vil have ham. Men så går det galt, da han uforvarende opildner en lytter, som går ud og begår et masseskyderi.
Da han mister alt og rammer bunden, møder han Parry (Robin Williams), en hjemløs selvudnævnt vicevært for Gud, som rekrutterer ham til en hellig mission. Det bliver begyndelsen på vejen til at tilgive sig selv.
Bortset fra De skøre riddere har Gilliam aldrig lavet film i samme stil som Monty Python. Han bruger humor og hans film har ofte en skæv vinkel, skøre karakterer og fantasifulde elementer. Men de har også en dybde og alvor, som ligger fjernt fra tiden med Python-drengene.
Smuk fortælling
The Fisher King er muligvis en af hans mest menneskelige og bevægende film. Bridges og Williams’ karakterer finder hinanden på bunden, og deres videre færd sammen er en smuk fortælling, som rammer de ømme punkter hårdt og ubønhørligt.
Gilliam skaber skønne scener og fantastiske billeder med stor symbolik. Som f.eks. scenen på en travl hovedbanegård, hvor den frembrusende menneskemængde bryder ud i dans, da Parry får øje på kvinden, han har forelsket sig i. Det er bare en smuk måde at illustrere øjeblikket på.
Det er en fremragende film. Endnu et stærkt bud på årtiets bedste. Den blev nomineret til hele seks Oscars, men Mercedes Ruehl blev den eneste vinder. Hun er også skøn.
Akademiet tog fejl det år, synes jeg. Ikke med hende. Men med de vindere, de valgte i stedet. Gilliams film slår dem alle.
