The Goonies

Jeff Cohen, Sean Astin, Corey Feldman og Ke Huy Quan.

The Goonies – også uopfindsomt oversat til Goonierne herhjemme – er en eventyrkomedie fra 1985 instrueret af Richard Donner (Superman) efter et manuskript af Chris Columbus (Gremlins) baseret på en historie af Steven Spielberg, der også har produceret den.

Josh Brolin, Sean Astin og Corey Feldman mfl. er de såkaldte goonier, en børneflok fra “Goon Docks”-nabolaget i havnebyen Astoria. For at redde deres hjem fra tvangsopkøb tager de på skattejagt efter at have fundet et gammelt skattekort.

Det bliver en farefuld færd gennem underjordiske huler fyldt med dødbringende fælder. Og som om det ikke var nok, får de en flok banditter, den berygtede Fratelli-familie, i hælene. Heldigvis er børneflokken snarrådig og fuld af skjulte talenter.

Det er en god, gammel 80’er-film, som på mange måder opsummerer hele årtiet. Du får en godtepose med gys, eventyr, komik og sågar ungdommelig romantik. Ferris Bueller’s Day Off møder Indiana Jones – i børnehøjde.

Det er en spændende og underholdende skattejagt. Selvom tiden og undertegnedes modenhed desværre medfører, at flere vittige indslag er lidt for fjollede og barnlige ved gensyn, er det stadig en herlig filmoplevelse.

Nye generationer af børn vil utvivlsomt elske den også.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.