
Cop Land er et krimidrama fra 1997 skrevet og instrueret af James Mangold. Han er også manden bag bl.a. Knight and Day, The Wolverine og Logan. Lige nu arbejder han på den femte Indiana Jones-film.
Sylvester Stallone er Freddy Heflin, en halvdøv sherif i en lillebitte by kaldet Garrison. Det er en såkaldt strømerby, da en stor del af indbyggerne er betjente i nabobyen New York. I Garrison har de skabt et parallelsamfund, hvor loven ikke kan nå dem. De er jo loven.
Michael Rapaport er Murray ‘Superboy’ Babitch, en ung betjent og nevø til Ray Donlan (Harvey Keitel). Donlan fører an i den korrupte del af NYPD. Da Superboy skyder to ubevæbnede, sorte mænd, skjuler Donlan ham i Garrison for at undgå en skandale.
Robert De Niro er Moe Tilden, en efterforsker i Interne Affærer. Ray Liotta er Gary ‘Figgsy’ Figgis, Freddys bedste ven. Robert Patrick er en af Donlans håndlangere, og
sådan kan man blive ved. Der er en imponerende rolleliste.
Det er en velskrevet, karakter-drevet film, der vækker minder om bl.a. Martin Scorseses Goodfellas. Selvom det kriminelle persongalleri er korrupte betjente, er der mange ligheder. Dog er de ikke filmens “helte” lige som Scorseses gangstere.
Det er Mangolds anden film som instruktør og derfor en ret imponerende bedrift. Den når ikke helt op på samme hylde som førnævnte mesterværk, men mindre kan gøre det.
Det er også en af Stallones bedste film. Et sjældent besøg i dramagenren, hvor han startede sin karriere. Efter de mange, mange actionfilm glemmer man nemt, han kan meget mere. Cop Land gav ham masser af velfortjent ros og anerkendelse.











