The Hunt for Red October

The Hunt for Red October er en thriller fra 1990 baseret på en roman af Tom Clancy. Det er hans første roman og den første filmatisering om CIA-agenten Jack Ryan. Du kender muligvis de to næste med Harrison Ford, Patriot Games og Clear and Present Danger.

Sean Connery er Marko Ramius, en russisk ubådskaptajn i en ny, avanceret, lydløs prototype. Men han er træt af krig og ønsker at afhoppe til USA sammen med en række loyale og lige så krigstrætte officerer. Da amerikanerne hører om den forsvundne ubåd, frygter de en krigsliderlig galning, men Ryan (Alec Baldwin) kender Ramius og regner hans plan ud.

Ikke James Bond

Jack Ryan er muligvis den mest filmatiserede agent efter James Bond. Ud over denne og de to film med Ford tæller franchisen også The Sum of All Fears med Ben Affleck og Jack Ryan: Shadow Recruit med Chris Pine samt en TV-serie på Prime med John Krasinski. Men han er vidt forskellig fra sin britiske kollega. Han arbejder for CIA som analytiker. Han er dog tidligere marinesoldat, og han havner som regel i farlige situationer alligevel.

Bond-filmene er en romantiseret version af spion-genren. Hurtige biler, dejlige damer, excentriske Bond-skurke og masser af action. Jack Ryan-filmene er til sammenligning helt nede på jorden. Autentiske, dramatiske og absolut spændende, men på en anden måde.

Solidt kold-krigs-drama

Instruktøren er selveste John McTiernan. En mester i actiongenren med film som Die Hard, Predator og Last Action Hero på bagen. Han kan lave svulstig action, men Jagten på Røde Oktober er ikke den type film. Så er du advaret, hvis du foretrækker Jack Slater og John McClane.

Du kan bedre sammenligne den med et godt mordmysterie. Jagten er et stykke efterforsknings- og opsporingsarbejde, og målet er at regne modstanderens intentioner ud. Der er i begyndelsen en skak-reference, og skak er en glimrende metafor for det drama, der udspiller sig både over og under vandet. I både det diplomatiske spil mellem de to lande og det strategiske spil mellem ubådene.

Man kan formentlig diskutere, om Sean Connery er en god russer, men han er en fantastisk Sean Connery, og det er mere end rigeligt.

McTiernan er en dygtig håndværker, Clancys fortælling er en fremragende thriller, og det samlede resultat er et solidt kold-krigs-drama.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.