Titans

Titans er en superhelteserie på Netflix baseret på DC Comics’ superheltegruppe Teen Titans, der – som navnet antyder – bestod af forlagets unge superhelte og tidligere sidekicks: Batmans første Robin (Dick Grayson), Kid Flash, Aqualad og Wonder Girl mfl.

Gruppen blev introduceret i 1964 og fik sin egen tegneserie, der startede og stoppede og startede og stoppede igen i løbet af 1960’erne og 1970’erne. I 1980 rebootede forlaget de unge superhelte under titlen The New Teen Titans, og den version introducerede Starfire, Raven og Cyborg samt historien og skurken, der har inspireret den nye TV-serie.

Unge helte til ældre læsere

Selvom Teen Titans bestod af yngre superhelte, var målgruppen sjovt nok de lidt ældre læsere, teenagere og unge voksne. Nogle af historierne i 1970’erne handlede om aktuelle og relativt tunge emner som raceuroligheder, Vietnam-krigen og fredsaktivisme.

TV-serien er skabt af bl.a. Geoff Johns og Greg Berlanti, der begge har masser af forfatter- og producer-erfaringer med superhelte på både det store lærred og TV-skærmen. Johns er tegneserieforfatter og tidligere Chief Creative Officer hos DC Entertainment, og så er han den nye leder (siden 2016) af DC’s filmunivers (DCEU).

Berlanti er en af serieskaberne på DC’s TV-univers, hvor han har været forfatter og producer på alle serierne. De to har også arbejdet sammen på Arrow og The Flash.

Men trods de mange kreative overlap, er Titans ikke en del af det såkaldte Arrowverse. Det er også med særdeles god grund, at serieskaberne har smidt “Teen” ud af titlen, for TV-serien er dyster, blodig, voldelig og “voksen,” og selvom den udadtil ligner (endnu) en typisk superhelteserie, er den noget ganske andet – og helt sin egen – og en kæmpemæssig positiv overraskelse.

Utro mod tegneserierne

Det er et stort plus, den ikke er en del af Arrowverse, for det giver dem masser af frihed til at lege med materialet, og jeg kan godt afsløre, den er mere utro end tro mod tegneserierne. Det giver grobund til en fortælling, du slet ikke kender med masser af velfortalt spænding og drama – og forrygende action – og overraskende drejninger og spændende nye vinkler på den ellers så velkende tegneseriemytologi.

Der er flere hovedpersoner, og første sæson er gruppens oprindelseshistorie. Men Dick Grayson er en bærende karakter, og hans fortælling er særligt interessant, for han har været en overset karakter i de mange, mange filmatiseringer med hans kriminalitetsbekæmpende arbejdsgiver, Batman. Du får et alternativt indblik i Batman-mytologien gennem hans øjne, og selvom hans verden er en af de mest filmatiserede tegneserieuniverser, er det et frisk pust at opleve den fra Robins side.

Dekonstruktion af superhelte-myter

Det er en oprindelseshistorie og en superhelterejse, der dekonstruerer forestillingen og myten om superheltene og menneskeliggør personerne bag maskerne. Selvom der er masser af superhelteaction, er der også en kærkommen autenticitet i fortællingen om disse famlende, fejlbehæftede individer, der blot forsøger at gøre det bedste, de kan.

Der er selvfølgelig andre superheltefilm og TV-serier, der har forsøgt noget lignende, ikke mindst Christopher Nolans Batman-trilogi, men Nolans metode indebar, han også sugede alt det overnaturlige ud af sin version af et superhelteunivers, og Titans formår at beholde det, omfavne det og endda give det et horror-tvist.

Serien finder en perfekt balance mellem det fantastiske og det autentiske, og selvom jeg kunne sammenligne den med f.eks. Zack Snyders Watchmen (den visuelle stil og den rå realisme) og de første X-Men-film (visse plotelementer), er den samlede pakke stadig en unik, fabelagtig og aldeles binge-værdig oplevelse, som stryger helt til tops blandt mine superhelteseriefavoritter.

2. sæson

Advarsel! Spoilere i resten af anmeldelsen!

Første afsnit afslutter første sæson, og andet afsnit er en ny begyndelse efter det, der svarer til en pause mellem to sæsoner. Jeg er ikke vild med den opdeling.

Trigon forvandler sig også til en billig CGI-dæmon, og det trækker ned.

Men anden sæson kommer i gang, og Titans kommer tilbage på sporet. Det gør de tidligere sidekicks og nedbrudte ekshelte dog ikke. De kæmper stadig med fortidens dæmoner og menneskelige brister, og det er netop TV-seriens røde tråd.

En ny dvs. gammel skurk er på banen. Han er en gammel tegneseriekending, der har gjort livet surt for Oliver Queen i Arrow. Han dukkede også op i en ekstra scene i Justice League, og der var meningen, han skulle være skurken i en solo-Batman-film.

Det er naturligvis tre forskellige versioner af den samme tegneserieskurk, men han begynder at være en anelse over-brugt, og de burde have fundet en anden.

Den svære 2’er

Batman dvs. Bruce Wayne har en større rolle i anden sæson, hvor han i første sæson blot var et spøgelse i Dicks fortid. De har castet Iain Glen, der spillede Jorah Mormont i Game of Thrones. Han er ikke et dårligt valg, men i denne velklædte, glatbarberede udgave minder han om en ældre Adam West.

Det har de selv bemærket, for der kommer en scene, hvor referencen er mere end ualmindeligt åbenlys, hvis man kender den gamle TV-serie. Men på en måde er han næsten for pæn til Titans‘ dystre, barske stil. Jeg vipper lidt frem og tilbage med ham.

En spændende tilføjelse er Conner, en Superman-klon fra et af Lex Luthors Cadmus-laboratorier, samt hans trofaste følgesvend superhunden Krypto. Hans historie er interessant, og Titans-universet udvides stille og roligt.

Jeg føler, at serien startede så fantastisk, den har svært ved at følge det op. Anden sæson er blevet den svære 2’er, man taler om. Niveauet er ikke lige så højt, men i glimt finder den stadig frem til det, der virkede i første sæson.

3. sæson

Tredje sæson er landet på Netflix. De unge superhelte er tilbage, og denne gang går turen til Gotham. Der er nye fjender i farvandet, men de er gamle kendinge for tegneseriefans.

Det er en sæson med både plusser og bagdele. De nye skurke er glædeligvis ikke set for ofte i andre filmatiseringer. Det er gode, interessante fortolkninger. Det samme kan siges om de andre nye karakterer.

Men nogle af plottets retninger er set mange gange før, og det trækker ned. Det burde ikke være nødvendigt at genbruge de samme gamle travere med så mange årtiers kildemateriale at plukke fra.

Det er også en anelse undervældende, at vi endnu engang spises af med Batman-skurke. Skønne skurke, bestemt, men med tilføjelsen af Superboy er Titans som en junior-udgave af Justice League. Det kræver for mange krumspring at matche dem mod almindelige, dødelige, dog sindssyge kriminelle.

Det er fin underholdning. På nogle områder er niveauet stadig højt. På andre, knap så højt. Den er stadig bedre end Arrowverset, men den taber terræn ift. Doom Patrol og The Umbrella Academy. Jeg må trække et hjerte fra.

4. sæson

Fjerde sæson er landet på Netflix. Det er seriens sidste sæson.

Efter et par svingende sæsoner med både gode og mindre gode sager på menuen, er seriemagerne tilbage på det spor, som gjorde første sæson så god. Nemlig uhyggen. Horror-elementerne. Den brutale nyfortolkning.

Det glæder mig også, at superheltegruppen er oppe imod skurke med store kræfter. Magiske kræfter såmænd. For det duer altså ikke, at Superman og Wonder Womans junior-udgaver samt Starfire og Raven må nøjes med Batman-skurke, der ikke har andet end kløgt, snilde og sindssyge i værktøjskassen.

Desværre holder det genfundne niveau ikke en hel sæson. Der er for mange klichéer, og forudsigeligheden sætter ind, når plottet handler om skæbner og profetier.

Der er dog visse overraskelser i detaljerne, og nogle af karakterernes udvikling overrasker. Dermed ikke sagt, at alle overraskelser er lige gode, blot fordi de er uventede.

F.eks. får du endnu en omgang multivers-halløj af den fesne variant, hvor det bare handler om fanservice og crossovers for crossovers skyld. Den gimmick har overlevet sig selv for længe siden. Jeg takker nej.

Det startede godt, men det ender desværre med at være lige så ujævnt som i de forrige sæsoner. Især det overordnede plot bliver mere og mere fesent. Men de mange svinkeærinder hjælper heller ikke.

Nu er det slut. Det var så det. Min samlede bedømmelse bliver syv hjerter. Der er mange gode elementer her og der. Det har været en serie med flere spændende fortolkninger. Men også visse fejl og mangler.