Zack Snyder er en filmmager, der deler vandene. Han er omdiskuteret, ofte udskældt, og der er rigtigt mange, som ville gribe til fakler og høtyve og jage ham ud af Hollywood, hvis de da ellers kunne løsrive sig fra tastaturet. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man besøger amerikanske filmsider.
Herhjemme er det knap så galt. Jeg tog temperaturen i nogle danske filmgrupper på Facebook, og selvom meningerne var delte, var det kun et fåtal, der hader ham.
En af årsagerne til de stærke negative følelser, som dominerer debatten i USA, er hans superheltefilm. Mange tegneseriefans – bestemt ikke alle, men en højlydt gruppe af en vis størrelse – reagerer på tegneseriefilmatiseringer, de ikke kan lide, som om man havde tegnet deres hellige profet.
Jeg er vild med flere af hans film, og jeg synes, den hårde og uforsonlige kritik er unfair. Det er sjældent så enkelt, at film er objektivt gode eller dårlige. Det er vidt forskelligt, hvad vi lægger vægt på, hvad vi reagerer på, og hvad vi føler, når vi ser film.
Nogle film går rent ind hos alle – og nogle filmmagere mestrer kunsten at lave de film igen og igen – men der er også masser af fantastiske film, hvor meningerne er delte. Af den ene eller den anden grund er Zacks film sådan.
Opdateret den 24. april 2024. Jeg har tilføjet de seneste Snyder-film på listen.