WarGames

Matthew Broderick og Ally Sheedy.

WarGames er en thriller fra 1983 instrueret af John Badham. Han er manden bag film som Blue Thunder, Short Circuit, Stakeout og Dracula fra 1979.

Matthew Broderick er David Lightman, en intelligent, ung mand, der elsker at spille computerspil. Han hacker sig ind i en militær supercomputer, som simulerer og analyserer rigtig krig, fordi han er nysgerrig og ser det som en leg. Forsvaret er ikke enige.

Hacking er i princippet kedeligt at se på. Det foregår på computere, og der er ikke meget action foran skærmen, hvor hackeren taster løs. I andre film kompenserer de med 3D-agtige fremstillinger af virtuelle verdener.

Ikke her. Autenticiteten er maksimeret, og alt du ser, er hvid tekst på en sort skærm som i de gode, gamle DOS-dage.

Alligevel er den mægtigt spændende. Unge Broderick og veninden Jennifer (Ally Sheedy) er et sødt par. Deres samspil løfter hackingen. I den anden ende render panikslagne soldater rundt i en forsvarsbunker.

Tankevækkende thriller

Det er en medrivende thriller, også selvom computerteknologien ser håbløst forældet ud. Du kan more dig over det, de havde til rådighed dengang. Men de mulige konsekvenser er ikke til at spøge med.

Naturligvis foregår der meget andet end hacking. Du får ikke bare to timers tastaturkamp. Handlingen tager en uventet drejning, og spændingen intensiveres.

Den rummer mere, end man umiddelbart tror. Den gør sig tanker om den mulige atomkrig, menneskets destruktive natur m.m. Det er en tankevækkende film, selvom den starter som en ungdomsthriller med en sød hacker-duo.

Ikke overraskende blev den nomineret til tre Oscars. Den vandt dog ingen. Den førte også til ny lovgivning, da den rejste velbegrundet frygt for især hacking.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.