47 Meters Down er en gyser fra 2017 skrevet og instrueret af Johannes Roberts. Han begår sig mest i gysergenren, og han har bl.a. instrueret Resident Evil: Welcome to Raccoon City.
Popstjernen Mandy Moore, der også har været skuespiller siden 2001 og bl.a. lagt stemme til Rapunzel i Disney-filmen To på flugt, er den ene af to søstre, som nyder en ferie i Mexico. Claire Holt, kendt fra bl.a. The Vampire Diaries og Aquarius, er den anden søster.
De inviteres på en burdykketur med hajer, og som titlen antyder, går det ikke som planlagt. Pludselig er de fanget i buret på 47 meters dybde omringet af sultne hajbasser.
Det er en relativt enkel idé, og filmen spilder ikke meget tid på opbygningen. Vi lærer en smule om pigerne, ser dem hygge sig og møde to lokale fyre, tage ud på turen med burdykketurskaptajnen spillet af Matthew Modine, og kort før den halve time rundes, er ulykken sket.
Der findes masser af dårlige hajfilm, men denne her er fin, selvom den er billig. Nervepirrende og en klaustrofobisk neglebider. Niveauet er godt, og spændingen i selve situationen er så selvopfyldende, at man kan tilgive mindre fejl og mangler.
Dog må det siges, at slutningen er en bittersød fornøjelse.