John Byrne er en fantastisk, indflydelsesrig tegneserieskaber, der har arbejdet for både Marvel og DC. Da jeg var barn, tegnede han bl.a. X-Men og Fantastic Four, og i 1986 fik han til opgave at genopfinde Superman. At gøre ham populær igen.
I hjemlandet skete det i miniserien The Man of Steel. I Danmark nulstillede de udgivelserne og udgav Superman nr. 1.
Jeg var 9 år gammel, da jeg købte hæftet i den lokale kiosk til 11 kroner. Jeg havde naturligvis læst tegneserier i flere år allerede. Jeg kendte Superman fra filmene og alle de ældre udgivelser. Men det her var en ny begyndelse. Et reboot. Og det føltes virkelig som en begivenhed dengang. Jeg fulgte naturligvis med fra begyndelsen.
John Byrnes Superman blev min barndoms Superman. Som han fortæller i videoen herunder, var han inspireret af bl.a. Christopher Reeve-filmene, TV-serien med George Reeves og de gamle Max Fleischer-tegnefilm.
Især filmene og de gamle tegnefilm var også en del af min barndom, og hans Superman blev en Superman, jeg genkendte og forelskede mig i.
Jeg deler videoen her, fordi det er sjovt at høre ham fortælle om de gamle tegneserier og om tankerne bag idéerne og historierne. Det vækker masser af nostalgiske følelser.