Attack of the Killer Tomatoes

Attack of the Killer Tomatoes er en gyserkomedie fra 1978. Den spoofer flere forskellige film og undergenrer. Den er i dag en kultfilm med tre efterfølgere, tegnefilm, tegneserier og computerspil.

Titlen afslører og opsummerer plottet. Dræbertomater angriber overalt, og myndighederne forsøger at regne ud, hvad der foregår. Handlingen følger Mason Dixon, præsidentens mand på opgaven, og Lois Fairchild, en nysgerrig reporter, der jagter historien. Mere vil jeg ikke afsløre.

Det er en B-film, og den betragtes som skoleeksemplet på “so bad it’s good.” Men den er ikke ufrivilligt sjov. Målet er komik, og den er dårlig med vilje.

Det er satire og absurd komik. Jeg har på fornemmelsen, at Marx-brødrene har inspireret den, men jeg tænkte også flere gange på Monty Python. Den består af mange sketchagtige scener, og nogle er satirisk samfunds- og systemkritik, mens andre bare er vanvittige påfund, hvor alt kan ske.

Der er i øvrigt nogle gode, sjove sange deri. Undtagen nummeret Puperty Love. Det lyder rædsomt.

Den er totalt uforudsigelig. Man keder sig ikke. Når den rammer rigtigt, er den skidesjov. Det gør den kun cirka halvdelen af tiden. Men den løsslupne, fjollede tone trækker dig nemt igennem resten.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.