Alien vs. Predator: Requiem er en actiongyser fra 2007. Det er efterfølgeren til Alien vs. Predator fra 2004, der var den første crossover-film mellem de to populære franchiser.
Alien og efterfølgerne foregik i en fjern fremtid i rummet, men AVP-serien placerer dem på Jorden i vores tid. I den første film lå de begravet i Antarktis, hvor predator-racen brugte dem som en slags sparringspartnere, men denne gang styrter de ned med et rumskib i en lille amerikansk by – og så er helvede løs.
Desværre er historien ualmindeligt tynd. Det er en typisk 2’er og det betyder flere aliens, flere ofre og en ny type alien, der er en mutation mellem en alien og en predator.
Til gengæld er der kun én predator, og selvom han tydeligvis er mere erfaren og en bedre kriger, end den flok, der var med i den første film, er han håbløst bagud, fordi aliens formerer sig som rotter.
Af en eller anden grund spilder han også tiden på at slagte mennesker. Som en storvildtsjæger på jagt efter en løve, der spilder tiden på jordegern.
Der er simpelthen masser af huller og løse ender, og resultatet er en kedelig, sjusket film, der ikke rigtigt fanger.