R.I.P.D. er en fantasy-actionkomedie fra 2013 instrueret af Robert Schwentke, som også er manden bag bl.a. RED. Filmen er baseret på en tegneserie fra 1999 af Peter M. Lenkov, hvis øvrige skriverier bl.a. tæller manuskriptet til Demolition Man.
Kriminalbetjenten Nick Walker (Ryan Reynolds) bliver dræbt af makkeren Bobby Hayes (Kevin Bacon). Men i stedet for at ryge op eller ned, rekrutteres han til de afdødes politistyrke, hvor han får en cowboy fra 1800-tallet (Jeff Bridges) som makker.
Det er efterlivets version af Men in Black. Hvor J og K holder styr på rumvæsener på Jorden, må Nick og Roy (Bridges) jagte de undslupne døde, som frygter at havne i helvede – oftest med god grund.
Begge film er buddy cops-komedier med et tvist. Der er masser af ligheder, men den ene blev en kæmpe succes, og den anden floppede fælt på alle måder.
Billig CGI med gummiagtige døde er filmens største problem. Selv den 16 år ældre Men in Black er væsentligt flottere. Den såkaldte Edgar-dragt er stadig imponerende.
Men R.I.P.D. er bedre end sit rygte. Den er fjollet, men underholdende alligevel. Især Bridges’ cowboy er en sjov karakter med masser af skønne, små detaljer og facetter. Han stjæler al opmærksomhed fra Reynolds, som normalt er den sjove gut i sine film.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.