Sin City: A Dame to Kill For

Sin City: A Dame to Kill For er en actionthriller fra 2014 instrueret af Robert Rodriguez og tegneserieskaberen Frank Miller. Det er efterfølgeren til Sin City fra 2005, og lige som forgængeren er den baseret på Millers egen tegneserie udgivet af Dark Horse Comics.

Damen, man kunne dræbe for, den forførende og manipulerende Ava Lord, spilles af min svensk-franske yndlingskvinde, Eva Green. Hun er den ultimative femme fatale.

Mickey Rourke er tilbage som muskelbøffen Marv. Jessica Alba er atter stripperen Nancy. Bruce Willis hænger på endnu som strømeren John Hartigan. Men der er også mange nye karakterer og flere stjerner træder til.

Lige som forgængeren er den fortalt i mindre historier, fem i alt, som viser sig at være forbundet på den ene eller den anden måde.

Den visuelle stil, sort-hvid med enkelte farver på udvalgte objekter, en slags moderne film noir-stil inspireret af tegneserien, er også den samme. Den er stadig rigtigt flot.

Opskriften er på alle måder den samme. De fem nye fortællinger foregår i og omkring Millers syndige by. Det er fortællinger om hævn og magt i en sump af sex og vold.

Desværre lever den ikke op til forgængeren. Der mangler et eller andet. Den første film var federe. Vildere. Noget helt nyt på daværende tidspunkt. Men den er stadig underholdende. Smadremanden Marv er stadig sej, og især historien om Ava Lord er god.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.