Harrison Ford og Phoebe Waller-Bridge.
Indiana Jones and the Dial of Destiny er det femte og med en vis sandsynlighed sidste kapitel i sagaen om den piskesvingende, slangehadende og oftest nazistbekæmpende arkæolog opkaldt efter sin barndoms bedste ven, familiens hund, Indiana.
Der er ganske vist dem, som ikke medregner forgængeren, den fjerde film, Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull, og der vil formentlig også være nogen, for hvem serien stopper efter tre film. Men Harrison Ford har svunget pisken fem gange i alt siden 1981.
Den hurtige matematiker kan regne ud, der er gået mere end 40 år, og den gamle mand er fyldt 80. Men han er i forbavsende god form. Ikke kun pga. CGI og stuntmænd. Vent til du ser ham i bar overkrop.
Skæbnens drejeskive
Instruktøren er for første gang en anden end Steven Spielberg. Det varme sæde er overladt til James Mangold, hvis øvrige værker bl.a. tæller Cop Land og Logan. Han mestrer både drama og action, og han leverer lidt af det hele i aftenens familiefilm.
Den har ikke fået en dansk titel, men hvis den havde, ville det måske være noget a la Indiana Jones og skæbnens drejeskive. Hverken på dansk eller engelsk lever titlen op til de tre oprindelige film. Det smager hverken af arkæologi eller mytologi.
Det er samtidig en efternøler med stort E. Mere end fire årtier fra første til seneste film. Kun Rocky kan være med på det niveau, og han måtte bruge en række spin-off-film, før det lykkedes at bryde tærsklen til det fjerde årti.
Derfor satte Ruben og jeg os i biografsædet med afdæmpede forventninger og en velbegrundet frygt for det værste. Vi krammede og krydsede alle fingre, mens vi tostemmigt messede: “Please don’t suck. Please don’t suck. Please don’t suck.”
Nazister i hælene
Kort fortalt rykkes Indy ud af sit relativt triste otium, da guddatteren Helena dukker op og vil vide mere om sin fars besættelse, Arkimedes’ drejeskive. Det viser sig, hun har nazister i hælene, og pludselig går den vilde skattejagt gennem gader og stræder, i grotter og andet velkendt Indy-terræn.
Inden da er den indledt med et længere flashback i 1945, hvor en CGI-forynget udgave af den gode doktor Jones gør det, han gør bedst. Nazisterne hærger og plyndrer på sidste vers, men ikke hvis det står til Indy.
De bliver bedre og bedre til det der 3D-trylleri, og foryngelsen er så godt lavet, at illusionen opretholdes. Hvor tvivlsomme resultater i andre film har rykket dig ud af handlingen, går det faktisk den modsatte vej her. Det er næsten som at se en af de gode, gamle film.
I filmens nutid, nærmere bestemt 1969, hvor en ældre Indy atter må svinge pisken, har de naturligvis taget højde for hans alder, men ikke for alvor sat tempoet ned. De har fundet en god balance, hvor han er overbevisende, og overdrivelserne holder sig indenfor genrens eventyrlige rammer.
Forgængeren fra 2008, hvor han f.eks. får en ordentlig flyvetur i et køleskab, er væsentligt mere overdrevet. Det er godt at se, at Mangold har besindet sig og fundet det gyldne midtpunkt mellem hæsblæsende action og 80-årige Fords formåen.
Internettets rygtebørs
Der har været mange rygter om filmen, og jeg kan skyde flere ned uden at spolere for meget.
Nej, guddatteren overskygger ikke Indy. Der er hverken skældud eller sætten-på-plads, fordi han er en gammel, hvid mand. Hun er ikke en perfekt heltinde eller fejlfri karakter. Der er et naturligt modspil, og det handler faktisk mere om hendes handlinger end hans.
Nej, Indy bliver ikke slettet i tidslinjen og erstattet af hende. Jeg ved ikke, hvordan det er opstået, men det har absolut intet på sig. Den frygt kan du roligt begrave.
Det er faktisk en rigtigt god film og muligvis den bedste efternøler af dem alle. På et tidspunkt hviskede vi til hinanden i biografsalens mørke: “Hvornår bliver den egentlig dårlig?” Vi var simpelthen godt underholdt og tilbage i Indy-land.
Rigtigt god filmaften
Historien er god, og det er Indys historie, selvom han får selskab af en kvinde. De komplimenterer hinanden, og ingen af dem stjæler rampelyset fra den anden.
Mads Mikkelsen er god i skurkerollen som nazist. Man kan evt. undre sig over den manglende tyske accent, men han har udstrålingen, og han er faktisk mindre mumlende end normalt i engelsktalende roller. Jeg blev positivt overrasket.
Det er faktisk svært at sætte negative fingre på den. Jeg har haft en rigtigt god filmaften, hvor de værste skrækscenarier udeblev, og meget af den gode, gamle Indy-magi vendte tilbage.
Den kan naturligvis ikke nå samme højder som Raiders of the Lost Ark og The Last Crusade, men hos mig stryger den op som seriens 3. bedste film.
Det er den afsked, Indy fortjener.
