Support Your Local Sheriff!

James Garner og Joan Hackett.

Support Your Local Sheriff!, også kendt på dansk som Sheriffen tør – hvor andre tøver, er en romantisk western-komedie fra 1969 instrueret af Burt Kennedy. Han var kendt for utallige westerns, heriblandt Hannie Caulder med Raquel Welch.

James Garner er en charmerende revolvermand på vej til Australien. Han kommer forbi en lille, uregerlig guldgraverby og lader sig hyre som sherif. Inden længe rager han uklar med en lovløs familie, som tror, de sidder på det hele. Men han møder også borgmesterens klodsede datter.

Det er en munter komedie med lige dele lune, vittige replikker og falden-på-halen-komik. Plottet er fuld af genreklichéer, men den fungere som en parodi, og Garner er den type filmhelt, som klarer sig ud af alle situationer med sin snuhed og overraskende løsninger.

Det romantiske plot er også sjovt og anderledes, fordi borgmesterdatteren er så atypisk i sin rolle. Vi er så vant til gudeskønne kvinder, hvor helten må kæmpe for hendes gunst. Her er den ældgamle tagfat forvandlet til en helt anden type selskabsleg.

Den kan meget vel have inspireret film som Romancing the Stone og Crocodile Dundee, både specifikke detaljer og det åndelige slægtskab. Hvis du kan lide dem, vil du formentlig også hygge dig med dette skønne, lille cowboy-eventyr.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.