Sofia Boutella som den argivende Arthelais.
Zack Snyder er tilbage på Netflix med anden del af sit kraftigt inspirerede rumeventyr. Det har fået undertitlen The Scargiver, hvilket er hovedpersonens byrdefulde øgenavn. Hun har som tidligere nævnt en blakket fortid. Det er derfor, hun er så krigerisk.
Efter det store slag i forgængeren, hvor hun og de syv krigere besejrede den onde admiral Noble, vender de tilbage til den oprørske måne for at nyde et velfortjent festmåltid. Men de har knap nok smagt på CGI-retterne, før de erfarer, at fjenden atter er på vej.
Det vidste vi, seerne, naturligvis godt. Noble styrtede ganske vist i døden, men rumalderens lægevidenskab ryster tricks ud af ærmet, og runde to måtte komme. Det er i hvert fald sådan, Snyder har skrevet den.
De to film er produceret i ét hug, og han har ikke fundet et nyt niveau siden forgængeren. Det er en fantastisk visuel oplevelse, både de store scener og de mindste detaljer. Men skuespillet vakler stadig her og der, og det føles meget tydeligt, at plottrådene er inspireret af mange andre værker.
Svedige mænd høster korn
Kritikere vil utvivlsomt sukke dybt, måske endda rase og ryste næve af skærmen, når de serveres slow motion-scener (i flere omgange), hvor svedige mænd høster korn, ind i mellem flashbacks og følsomme dialogscener.
Det er som ekstra højt belagte Snyder-smørrebrød; belagt så højt at de tårnende stabler kunne vælte og begrave spædbørn og små hundehvalpe. Selv jeg, en dedikeret fan, må sande, at manden har brug for tøjler.
Hele første halvdel af filmen går med dette, og det asfalterer dramaturgiens muldvarpeskud. Der er meget få højdepunkter i det pandekageflade manuskript. Lidt klassisk action i de nævnte flashbacks, men det er til gengæld klodset og klichefyldt opsat.
Anden halvdel kommer i gang med de længe ventede kampe, og man føler sig som en forårskåd malkeko efter en vinter i stalden. Endelig! De syv magre år er forbi; lad os svælge i mælk og honning.
Ustyrligt barn i slikbutik
Det er faktisk en fed film, da den rigtigt kommer i gang. Masser af lækker action, flotte effekter og en overraskende god balance fra manden, der lige har leveret kornhøst i slow motion. Hvis bare optakten havde været bedre.
Snyder nyder sin frihed på Netflix, men han er som et ustyrligt barn i en slikbutik. Han gør alt, han har lyst til. Ingen siger stop eller vejleder ham. Ingen fortæller ham, hvor handlingen skal justeres. For en gangs skyld har manden, der fejer gulvet i klipperummet, intet at lave.
Trods dette er der mere på vej. Den er ganske vist ikke helt så uafsluttet som f.eks. The Empire Strikes Back, men vi har endnu jubelscenerne i Return of the Jedi til gode. Der kommer mindst én film mere. Eller seks.
Der ryger nogle hjerter, kan du nok høre. Men jeg er ikke parat til at opgive hele universet endnu. Der er også mange dele, jeg kan lide. Der er nogle dele, jeg kan tilgive. Der er irritationsmomenter. Men jeg mærker stadig et potentiale. Åh, gid han ville lave ét cut med de bedste bidder fra begge film.
