Road House er et actionthriller fra 2024 instrueret af Doug Liman. Han er manden bag bl.a. The Bourne Identity og Edge of Tomorrow. Den er et remake af en actionklassiker fra 1989 med Patrick Swayze.
Jake Gyllenhaal overtager hovedrollen. Denne gang er navnet Elwood, ikke James, Dalton, en tidligere UFC-kæmper med et dødsønske. Han takker ja til et job som udsmider i en lille by i Florida og rager uklar med lokale gangstere.
Man kunne frygte et unødvendigt remake, der blegner ved siden af originalen. Men Liman er en effen filmmager, og Gyllenhaal er ikke en tilfældig muskelbøf – omend han har arbejdet ihærdigt på den sag til rollen.
De har ændret mange små detaljer, og summen af dem alle skaber en underholdende, ny fortælling. Den nye Dalton er ikke præcis som den gamle. Han har sin egen baggrundshistorie og personlighed. Begge er dog glade for sygeplejersker.
Bedre end forventet
Der er mere humor, og for mig er det en positiv overraskelse. Den bidrager til at adskille filmene. Men der er også masser af fede slåskampe, som forventet. Det er trods alt en grundpille i originalen. På nogle punkter er den mere dyster, og der er flere lag i plottet.
De har castet Conor McGregor, en rigtig UFC-kæmper, som Daltons ypperste modstander. Han er ikke en synderligt talentfuld skuespiller, men rollen er også ret ensporet, så det går lige an. Der er nogle fede kampe, hvor alle UFC-sportens unoder tages i brug.
Det er en ganske hæderlig film. Bedre end forventet. Underholdende. Ikke så ringe endda. De har lavet mange kloge ændringer, og det føles mere som en ny film end et remake.
Du kan se den på Prime.