Two Evil Eyes er en gyser fra 1990 skrevet og instrueret af genremestrene George A. Romero og Dario Argento. De har leveret hver sin halvdel baseret på fortællinger af deres litterære genrekollega, Edgar Allan Poe.
Romero lægger ud med en filmatisering af The Facts in the Case of M. Valdemar. Heri forsøger en ung trofækone (Adrienne Barbeau) at snyde sig til sin gamle, dødssyge mands formue vha. sin elskers hypnosetricks.
Argento kaster sig over The Black Cat. Harvey Keitel spiller en fotograf, der bl.a. foreviger gerningssteder med grufulde mord. Han har en ung kæreste, og hun har en sort kat. De kan ikke lide hinanden, og det ender grufuldt.
Den er lavet i 1990, men føles mere som en film fra 70’erne. De to instruktører er old school filmmagere, og kildematerialet er endnu ældre. De to fortællinger er løst baseret derpå, og de inkorporerer også elementer fra forfatterens øvrige værker.
Det gennemgående tema er klassisk Poe. Genren tro er der et overnaturligt element. Men omdrejningspunktet er hovedpersonens ugerning, der efterfølgende hjemsøger ham eller hende og uundgåeligt fører til en karmisk skæbne.
Der er få, men lækre, praktiske effekter i form af gyselig makeup og makabre kadavere. Disse leveres af en anden genremester indenfor sit felt, nemlig Tom Savini (Dawn of the Dead, Friday the 13th mfl.).
Et moderne publikum vil nok rynke næse af den. Måske kalde den tør og kedelig. Men jeg voksede op med den slags og nød den litterære fortælleform samt det gammeldags krimi-element. Dele af den vakte endda minder om gode, gamle Columbo.