Columbo

Jeg elsker Columbo. Jeg eeeeeelsker Columbo. Allerede som barn var jeg glad for detektivhistorier og mordmysterier, og på et eller andet tidspunkt opdagede jeg Columbo. Jeg husker ikke præcis hvornår, men jeg har i hvert fald holdt af ham allerede i teenageårene, selvom teenagere næppe er hans kerneseere, og han i øvrigt er før min tid. Han gjorde ganske vist comeback i 1989 og løste sin sidste mordgåde i 2003, men han er et produkt af 70’erne, hvor de første syv sæsoner kørte på NBC i USA.

Jeg har set samtlige afsnit igen og igen på de danske kanaler, men det er ved at være mange år siden, og i mellemtiden har jeg købt de 10 sæsoner m.m. på DVD og lagt dem godt til rette i en af mine filmkasser under sengen. Godt gemt, men aldrig glemt.

Det særlige ved Columbo er, at hvert afsnit introducerer morderen og hans eller hendes kommende offer i indledningen, og man får et detaljeret indblik i motivet, planlægningen og udførelsen af mordet. Spørgsmålet er derfor aldrig hvem, der gjorde det, men hvordan Columbo regner den ud. For morderne er altid dygtige, snedige og intelligente, og de udnytter deres ressourcer såsom unikke færdigheder, erfaringer og evt. adgang og andre privilegier indenfor deres arbejdsområde eller miljø til at begå det, der hver gang ligner en perfekt forbrydelse.

Det er mordmysterier vendt på hovedet, og hvis man tror, at det er mindre medrivende, når man ved, hvem der har gjort det, så tager man fejl. Det er lige så spændende at sidde og kigge efter fejlene og forsøge at gætte hvad, der vil fælde morderne.

Columbo selv – udødeliggjort af Peter Falk – er en charmerende og fascinerende figur, som det er umuligt ikke at holde af, og TV-serien er, trods det dystre udgangspunkt, fuld af god, gammeldags situationskomik. Columbo er en hund i et spil kegler, og han ved det godt, og det driver morderne til vanvid, og det er enormt underholdende. Det skal ikke forestille at være en rolle, han spiller. Men han forstår at udnytte, at andre undervurderer ham, fordi han er, som han er. Og så ligger der masser af godt, gammeldags politiarbejde i hans opklaringer også. Han er observant. Han er metodisk. Han forsøger at lave et puslespil ud af hver sag, og så leder han efter de brikker, der mangler eller ikke passer ind.

Anledningen til at samle ham op igen, blev ingen ringere end Jamie Lee Curtis. Det kræver naturligvis en forklaring. Jeg har installeret et softwareprogram kaldet DVD Profiler, hvori jeg har organiseret alle mine film og TV-serier. Programmet trækker på online databaser, og det eneste jeg skal gøre, er at indtaste stregkoderne på mine æsker, så henter programmet alle data ned.

I oktober sidste år varmede jeg op til den nye Halloween med en Jamie Lee Curtis-uge, og da jeg søgte på hendes navn i DVD Profiler for at få et hurtigt overblik over hendes film i min samling, opdagede jeg, at hun har været med i et afsnit af Columbo. Sikke en vidunderlig overraskelse, tænkte jeg, og gik på jagt efter den rigtige filmkasse.

Hjerne til at dræbe

Afsnittet med Jamie handler om en mordsag i en Mensa-lignende klub for genier, så her kommer Columbos metoder for alvor på prøve.

Morderen, Oliver Brandt, er en af klubbens højt rangerede medlemmer og partner i et revisionsfirma, hvor han har begået underslæb. Hans partner, Bernie Hastings, har afsløret ham, og Hastings vil ikke lade sagen ligge, så Brandt har besluttet at myrde ham og få det til at ligne et røveri, der er gået galt.

Han skyder Hastings med en lyddæmper, og vha. flere remedier, hvoraf de vigtigste er et par knaldhætter, arrangerer han, at alle andre i klubben vil høre to skud på et tidspunkt, hvor han er sammen med dem. Dermed får han skubbet mordtidspunktet og sørget for sit eget alibi.

Hans arrangement er relativt teknisk og kan bedst beskrives som det, vi i Danmark kalder en Storm P-maskine, hvor en række aktioner og reaktioner skaber en slags dominoeffekt, og jeg vil ikke beskrive alle detaljerne her. Men Columbo regner den naturligvis ud.

Det er faktisk et af mine yndlingsafsnit, for jeg synes, at den slags konstruktioner er spændende. Jeg er også glad for gåder, og fordi den foregår i en klub for genier, og morderen morer sig med at udfordre Columbo intellektuelt, er der flere andre gåder, hvor man selv kan forsøge at gætte med.

Jamies rolle er ikke så stor, som jeg havde håbet. Det er hendes debutrolle, og hun er kun med i én scene. Hun har dog flere replikker, og det er sjovt at se hende sammen med Columbo. Hun ligner sig selv – som ung – for afsnittet er fra 1977, og året efter blev hun verdenskendt i Halloween.

Det var et skønt gensyn med Columbo, og det gav mig lyst til mere.

En tankens dolk

Jeg søgte videre efter velkendte navne, og den næste, der sprang i øjnene, var Bond-pigen Honor Blackman, der er bedre kendt som Pussy Galore i Goldfinger.

Honor Blackman som Pussy Galore i Goldfinger.

Hun og en fyr ved navn Richard Basehart spiller et ægtepar, der begge er skuespillere og stjernerne i en ny opsætning af Macbeth finansieret af den velhavende Sir Roger Haversham, som Blackman – dvs. Lillian Stanhope, som hendes rolle hedder – har forført.

Men Haversham har luret, at Stanhope og hendes ægtemand har narret ham, og da han konfronterer dem, udvikler det sig til håndgemæng, og uheldige omstændigheder fører til, at de myrder ham. De improviserer hurtigt en plan og arrangerer hans lig for bunden af en trappe i det håb, at det vil ligne en ulykke.

For en sjælden gangs skyld er der ikke tale om en perfekt forbrydelse, snarere tværtimod, fordi mordet ikke var planlagt, og oprydningen er improviseret. Men omstændighederne udfordrer stadig Columbo, for han skal finde det rigtige gerningssted og placere offeret og de to mordere sammen i gerningsøjeblikket.

Peter Falk er fantastisk som altid. Det morderiske ægtepar er et underholdende alternativ til den typiske, udspekulerede gerningsmand eller -kvinde, og Honor Blackman er lige så god på slap line og skrå brædder, som hun var i luften, i høet og i armene på Bond i Goldfinger. Det var et herligt gensyn med hende – og endnu et lige så herligt gensyn med Columbo.

Dødens skalpel

Jeg er også fan af Star Trek, og da jeg fik øje på Leonard Nimoy, bedre kendt som Spock i den originale TV-serie, var jeg nødt til at kaste mig ud i endnu et afsnit.

Han spiller dr. Barry Mayfield, en ambitiøs hjertekirurg, der ønsker at publicere et videnskabeligt gennembrud indenfor hjertetransplantationer for at høste hæder og ære og fremme sin karriere, men hans ledende forskningspartner, dr. Hiedemann, mener ikke, at de er klar til at offentliggøre deres resultater.

Da Hiedemann får hjerteproblemer og brug for en ny hjerteklap, anvender Mayfield opløselig suturtråd for at myrde ham med forsinket virkning, men en sygeplejerske og god ven af dr. Hiedemann fatter mistanke, så Mayfield er nødt til at myrde hende først, så hun ikke afslører ham.

Det er også et af mine yndlingsafsnit, for det byder på et af de bedste eksempler på det med- og modspil, der opstår mellem Columbo og den udspekulerede morder, han jagter. Mayfield er lynende intelligent, og han handler med en nærmest Spock-agtig ro og selvsikkerhed, der gør ham ekstra skræmmende som morder.

Mayfield involverer sig i sagen, og mens Columbo langsomt og metodisk optrevler det løgnagtige spind og afviser de falske spor, arbejder Mayfield ihærdigt på at tilpasse sig og stædigt forsøge igen og igen at sende Columbo i en anden retning. Men det, han og de fleste udspekulerede mordere i TV-serien aldrig indser, er, at alle deres forsøg på at vildlede Columbo, kun gør ham mere og mere opmærksomme på dem. Det er en spændende kattens leg med musen. Men Columbo er en blodhund, ikke en mus.

Når rampelyset kalder

Jeg startede dette tilbageblik med Jamie Lee Curtis, så hvorfor ikke afrunde det med hendes mor? Hvis du ikke allerede ved det, er Jamie datter af ingen ringere end Janet Leigh, der er bedst kendt som Marion Crane i Alfred Hitchcocks Psycho.

Janet Leigh som Marion Crane i Psycho.

Hun spiller Grace Wheeler, en aldrende filmstjerne, der drømmer om et comeback finansieret af hendes velhavende og væsentligt ældre ægtemand. Men han nægter, og hun beslutter at myrde ham, så hun kan arve formuen og overtage kontrollen.

Hun udnytter husets faste rutiner til at planlægge det perfekte mord. Hver aften ser hun en film, mens personalet ser Johnny Carson, og hendes mand læser i sengen. Så hun kan ubemærket snige sig rundt, og en ekstra sovepille i ægtemandens godnat-drink giver hende arbejdsro til at arrangere hans selvmord, hvorefter hun kravler ud af vinduet og lister tilbage til filmen.

Det er et skønt gensyn med Janet Leigh. Hun er blevet en smule ældre, men hun er stadig en smuk kvinde. Jeg kom til at tænke på Hellen Mirren, som for nogle år siden fik masser af ros for sin naturlige skønhed. Leigh er ikke nær så gammel, men hun har alderen, hvor mange andre begynder at dumme sig med plastikkirurgiske indgreb. Det har hun ikke gjort. Hun ser naturlig ud, og hun holder sig i god fysisk form.

Det er en typisk, men også atypisk sag for Columbo. Han følger sin metode, og han regner den ud. Men Grace er ikke en typisk morder, og hun bekæmper ham ikke helt på den måde, han er vant til. Det viser sig, at der er en god grund, og den vil jeg ikke afsløre her.

Men det atypiske element trækker bestemt ikke ned. Det er faktisk med til at løfte niveauet og give både afsnittet, TV-serien og titelfiguren et ekstra lag. Det bidrager også til dramaet og til Leighs rolle. Det er kun godt, at opskriften ikke er præcis den samme hver gang.

Jeg ku’ nemt blive ved. Jeg ku’ fortsætte med de velkendte ansigter, for der er masser af dem: William Shatner, Matin Sheen, Leslie Nielsen, Donald Pleasence, Johnny Cash, Dick Van Dyke, Faye Dunaway og mange, mange andre. Jeg ku’ starte fra begyndelsen og se alle 10 sæsoner, og jeg ville nyde hvert sekund. Men her og nu vil jeg runde anmeldelsen af.

Det blev et par gode aftener med en gammel ven. Jeg elsker stadig Columbo. Kærligheden er ikke falmet med årene, tværtimod. Han får mine varmeste anbefalinger og ti svulmende hjerter.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *