The Residence

The Residence er en krimikomedieserie fra 2025 produceret til Netflix af Shondaland, et produktionsselskab stiftet af forfatteren og produceren Shonda Rhimes. Shondaland har produceret TV-serier som Grey’s Anatomy og Bridgerton.

Serien er inspireret af forfatteren og journalisten Kate Anderson Browers’ The Residence: Inside the Private World of the White House. Dette er en fortælling om personalet i de amerikanske præsidenters berømte hovedkvarter og private residens i regeringstiden. Den er baseret på sande anekdoter gennem flere årtier.

Serieskaberen Paul William Davies, hvis øvrige bedrifter bl.a. tæller Scandal og For the People, tegner et aktuelt, men også fiktivt portræt af personalet i Det Hvide Hus. Nogle af virkelighedens anekdoter inddrages, men plottet er et mordmysterie med en privatdetektiv som hovedperson.

Ny privatdetektiv efter gamle opskrifter

Hendes navn er Cordelia Cupp. Som mange af sin genres forgængere, f.eks. Agatha Christies Miss Marple, men også mandlige pendanter som Hercule Poirot og Sherlock Holmes, er hun en berømt privatdetektiv, politiet konsulterer efter behov.

Dette åbner en masse døre og giver hende en god portion modstandskraft overfor de tunge drenge i Det Hvide Hus, som gerne vil lukke sagen hurtigt og diskret – nærmest uanset om svaret, at de løber med, er rigtigt eller forkert.

Hun er sin egen, originale karakter, men tro imod den gennemprøvede opskrift. Stort set alle fiktive privatdetektiver, men mindre de er skabt i film noir-æraen, er på en eller anden måde nogle excentriske, nærmest sære snegle.

Det gode, engelske ord er “quirky.” Fra datidens Hercule Poirot til nutidens Benoit Blanc. De har alle et særpræg. En slags bivirkning af deres hyperfokuserede intellekt.

Hvor nogle af disse typer er vrisne, nærmest irriterede over alle andres dumhed, lader frøken Cupp snarere til at more sig. Hun har en charme og et glimt i øjet, der er mægtigt indtagende. Dermed ikke sagt, at de andre karakterer betragter hende sådan. Men hun er en fornøjelse at følge som seer.

Fremragende mordserie

Hendes mest unikke særpræg er en passion for fuglekiggeri. Til andres store frustration bruger hun masser af tid på at gå udenfor og spejde efter fjerkræene på græsplænen udenfor det hvidmalede palæ. Midt i efterforskningen.

Det er en hobby, at hun ikke kan lægge fra sig. Men det er også en del af hendes karakter. Hendes fokus og tålmodighed. Hendes nørdede viden om de mange fuglearter og deres unikke egenskaber.

Det er en fremragende serie. Både som drama, politisk thriller og mordmysterie. Fantastisk velskrevet og velfortalt. Fuld af forviklinger, ledetråde og mulige mordere. Jeg elsker genren og nyder at gætte med. Her er det vigtigt at blive udfordret, men også ledt på vildspor nu og da. Det bedste er at blive overrasket. Det gjorde jeg. Ikke hver gang. Jeg ramte plet flere gange. Men jeg gættede ikke morderen.

Jeg håber, at de laver flere sæsoner. Jeg tager gerne flere omgange med Cordelia Cupp.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.