The Electric State er et science fiction-actioneventyr fra 2025 instrueret af brødrene Anthony og Joseph Russo. Du kender dem som duoen bag flere succesfulde Marvel-film. Den er baseret på en illustreret roman af den svenske forfatter, Simon Stålenhag.
Handlingen er sat i en alternativ virkelighed, hvor robotter har eksisteret siden begyndelsen af det 20. århundrede. Da de opnår bevidsthed, begår de oprør. Men resultatet er ikke Skynet i Terminator. Disse robotter er snarere mekaniske slaver.
De taber krigen og forvises til udenbys ødelandszoner a la Mad Max. Eller Fallout, hvis man trænger til en friskere reference. Der er visse ligheder i blandingen af moderne teknologi og post-apokalyptiske forhold.
Millie Bobby Brown er filmens unge hovedperson. Hun har mistet sin lillebror og begge forældre i en bilulykke. Livsmodet er røget samme vej. Men pludselig får hun et uventet besøg. Hendes lillebror er i live, men ikke helt sig selv. Det skal opklares.
Hun får hjælp af Chris Pratt, der gentager rollen som Star-Lord. Her kører han lastbil og smugler forbudte sager ud af førnævnte ødeland. Ellers er forskellene minimale. Han hustler sig gennem livet, er lidt dum og snakker for meget. Men god nok på bunden.
Den sidste, jeg vil nævne, er Ke Huy Quan. Bedre kendt som Short Round i Indiana Jones og templets forbandelse samt Data i The Goonies. Han fik et stort og velfortjent comeback i Everything Everywhere All at Once. Det er godt at se ham igen.
Underholdende genremiks
Det er en genrefilm, og den mikser mange elementer, du har set før. Originaliteten får et hak i trynen på den bekostning. Den minder mig om Ready Player One af samme grund, men Spielbergs genremiks er et lille mesterværk. Her når vi ikke op.
Tematisk leger den med emner som klassekamp, frihed, fordomme og såvel definitionen på liv som meningen med samme. De moderne tider med mere og mere afhængighed af skærme og sociale medier får også en lille kommentar.
Intet af dette er nyt for en gammel sci-fi-nørd. Men det er fint, at genren gør det igen og igen. Det skaber ikke nye tanker i denne omgang, men det holder debatten gående. Jeg har hørt den beskrevet som “prædikende.” Det synes jeg ikke. Den viser mere end snakker.
Inderst inde er det en familiefilm om tab og sorg. Hvordan man håndterer det og genfinder lysten til at leve. Modet til at kæmpe. Det menneskelige element. Ikke nødvendigvis forbeholdt karakterer af kød og blod.
Den har fået en hård og ufortjent medfart. Måske er brødrene ramt af deres egen succes. Folk forventer episke storfilm hver gang. Dette er ikke sådan en, men det er heller ikke lort. Meget langt fra. Jeg hyggede mig.
Du kan se den på Netflix.
