
Everything Everywhere All at Once er et science fiction-actionkomedie-drama fra 2022 skrevet og instrueret af filmmagerduoen The Daniels aka. Dan Kwan og Daniel Scheinert. De begyndte karrieren med kortfilm og musikvideoer. De har bl.a. instrueret Rize of the Fenix med Tenacious D. Deres filmdebut var Swiss Army Man.
Filmen foregår i et omfattende multivers. Det lugter naturligvis lidt af Marvels Doctor Strange in the Multiverse of Madness, men de to film kan ikke være mere forskellige.
Handlingen følger Evelyn Wang (Michelle Yeoh), en hårdtarbejdende vaskeriejer på vej til et torskegilde hos en vrissen skatteinspektør (Jamie Lee Curtis). Men mødet forstyrres af en gæst fra et andet univers, og pludselig bliver Evelyns hverdag åndssvagt kaotisk.
Alt kan ske. Alt!
Det viser sig, at hele multiverset er truet, og Evelyn er den eneste, der kan redde det. Men først skal hun lære en masse brugbare færdigheder som f.eks. kung fu. I det store multivers har en anden Evelyn allerede lært det, og vores Evelyn kan modtage lærdommen vha. teknologi og flere bizarre uplink-ritualer. Jeg vil nødigt beskrive dem.
Det er en absurd komedie med elementer fra mange forskellige inspirationskilder. Den mindste af disse er sjovt nok Marvels multivers-rival. Filmen vækker i stedet minder om The Matrix, Sucker Punch og Rumrejsen år 2001. Førstnævnte i større grad og sidstnævnte i specifikke scener.
Absurditeten kan tilnærmelsesvis sammenlignes med Rick & Morty. Det er et multivers, hvor alt kan ske. Alt! Mange udgaver er større eller mindre varianter af den første Evelyn, vi møder, og hendes verden. Nogle er totalt syrede.
Bevægende filmoplevelse
Under den fantasifulde og farverige overflade gemmer sig en meget menneskelig og aldeles jordnær fortælling om en kvinde, der kæmper imod sig selv og risikerer at miste sin familie i kampen. Derfor vækker den minder om Sucker Punch. De mange kampscener og ekstravagante lag er på en måde metaforiske. Det handler om noget andet.
Det er en interessant og endda bevægende filmoplevelse. Multiversets mystik er guf for en gammel sci-fi-nørd. Der er action og komik til alle. Fede kampscener med masser af kung fu og sågar nyopfundne stilarter. Og så er der et dybfølt drama. Det er smukt. Det er fedt. Det er alting overalt på én gang.
Efterord
Filmen blev årets store Oscar-vinder. Den blev nomineret 11 gange og vandt seks. Den tog de store priser, Best Picture, Best Director og Best Original Screenplay. Samtidig vandt Michelle Yeoh som den første asiatiske kvinde nogensinde, og hendes medspillere Jamie Lee Curtis og Ke Huy Quan vandt for hver sin birolle.











