
To af de nye, unge, mulige arvtagere.
Scary Movie er en gyserkomedie fra 2026 instrueret af Michael Tiddes. Han er fast mand, når familien Wayans laver film. Disse tæller bl.a. A Haunted House, Fifty Shades of Black og Sextuplets. Den er skrevet af brødrene Marlon, Shawn og Keenen Ivory Wayans samt nevøen Craig Wayans.
Det er den sjette film i rækken, men de følger denne mærkelige trend, hvor efternølere får samme titel som originalen. Dette gælder, selvom filmene samler op og fortsætter historien med de oprindelige karakterer. Her kan det forsvares, da Scary Movie er en parodi på alle de andre.
Du får et gensyn med hele holdet. Dvs. alle der medvirkede i de første to film. Man har ikke inviteret karakterne fra nr. 3 til 5, selvom enkelte nævnes og især Marlon og Shawn kommenterer sit eget fravær på ægte meta-manér.
Intet har ændret sig
Historien lægger sig tæt op ad de seneste Scream-film, hvor yngre karakterer introduceres, mens de ældre stadig spiller vigtige roller. Her er krøller, jeg ikke vil afsløre. Derudover krydrer de med parodier på alle mulige andre film. Opskriften er således den samme. Nogle detaljer er overhovedet ikke overraskende. Andre tager røven på dig.
Hvis du kan lide brødrenes humor og de originale film, får du en god oplevelse. Fordi intet har ændret sig. De tør stadig gøre grin med alt og alle. De tager det som en udfordring. Hvis de kan fornærme nogen, er det en bonus. Alle, der kritiserer Hollywoods berøringsangst vil utvivlsomt elske dette.
Men det er også et solidt comeback efter nogle meget sløje efterfølgere. Jeg har ikke set den femte, men den fjerde skuffede fælt i sin tid. Til gengæld overraskende den allerførste film positivt, da jeg genså den for nogle år siden. Og det samme gør denne her. Selvom den er dum og åndssvag, har den en vis charme.










