A Nightmare on Elm Street 4: The Dream Master (dansk titel: Søvnløse nætter) er en gyser fra 1988 instrueret af Renny Harlin. Han er manden bag bl.a. Die Hard 2, Cliffhanger, The Long Kiss Goodnight og Deep Blue Sea.
De danske distributørers veje er uransagelige. Dette er den fjerde film i serien. De første tre fik den danske titel Morderisk mareridt med dertilhørende nummer. Der er kun ét år mellem forgængeren og denne, så hvorfor i al verden skiftede de titelkurs?
Drømmekrigerne er tilbage. De besejrede Freddy vha. Kristens evne til at hive andre ind i sine drømme, så de kunne bekæmpe ham i fællesskab. Men hun har stadig mareridt om huset på Elm Street, og hun frygter, han vender tilbage … og det gør han da. Selvfølgelig gør han det.
Patricia Arquette er desværre ikke tilbage i rollen som Kristen. Efter sin filmdebut i forgængeren vendte hun næsen mod dramatiske roller med mere kød på – hendes egne ord. Rollen blev overtaget af Tuesday Knight, der også var sangerinde og indspillede intro-nummeret Nightmare.
Tilbage på skolebænken
Franchisen er tilbage i high school-miljøet, og det føles en anelse anti-klimatisk efter den fremragende 3’er, der foregik på en institution for unge med psykiske problemer og især søvnforstyrrelser. Selvom Freddy er en spradebasse af en filmskurk, skabte det en helt anden uhygge fra start til slut.
Det er et tilbageskridt. Selvom filmene også er ungdomsfilm, behøver de ikke sidde fast på skolebænken. Samtidig er Patricia Arquette et stort tab. Tuesday Knight er en sølle erstatning. Det samme gælder resten af rollelisten. Feltet var stærkere i 1’eren og 3’eren.
Teenage-gys er ofte en endeløs omgang klicheer (og bare bryster), men franchisens alsidige, opfindsomme og galgen-humoristiske seriemorder holder de fleste for døren. Hver eneste mordscene og hver eneste morderiske metode er ny. Drømmenes fantasiverden er grænseløs, og Freddy er en charmerende, lunerig tourguide. Han redder filmen.
Advarsel! Spoilere i dette afsnit!
Kristen og de to andre overlevende fra den tredje film møder deres skæbne i denne omgang, og det baner vejen for et nyt hold inkl. en ny heltinde. Fair nok. De dør bare for nemt. De er trods alt drømmekrigere, eller hvad? Og den nye heltinde, den såkaldte drømmemester, bruger resten af filmen på at se alle (undtagen fyren, hun er varm på) dø, før hun opper sig. Kristen var en bedre heltinde. Altså da hun var Patricia Arquette.
Okay, okay, det er en teenage-gyser, og der var også dumme ting i de andre film. Det er god, (u)hyggelig underholdning med sort humor, imponerende praktiske effekter samt masser af skøn 80’er-nostalgi og denim og nitter og karate og rockmusik og et enkelt par bare bryster leveret af Playboy-modellen Hope Marie Carlton.
